Inledning

 Vær hilset, I, Nordlands bebyggende Mænd
 Fra Verten i Huset til trælende Svend,
       Vær hilset, I, Kofte-klæd Bønder!
 Ja samtlig saa vel ud til Fiære som Field
 Saa vel den der bruger med Fisken paa Gield
       Som salter Graae-Torsken i Tønder.
 Vær hilset, I Geistligheds hederlig Lius
 Prælater, og Orden i Helligdoms Huus,
       Hver i sin Bestilling hin gieve!
 Tillige den velbetroed Øvrigheds Mand,
 Som bære bør Sverdet og Retten i Land,
       Fra Vold og Uorden hanthæve!
 Hil være Leylendingen, Huus-Manden og,
 Hver Odelsmand med den Strandsiddende Flok
       Af hvad for slags Middel og Evne
 Udliggere, Kræmmer, hvad Navne de har
 Samt flere, som jeg her udtydlig og klar
       For Mangel af Tiid ey kand nævne.
 Hil være det elskelig Qvindelig Kiøn,
 Matroner og ægte-gift Hustruer skiøn',
       Madamer og ugifte Piger;
 Dog synderlig tugtig Gemytter i sær,
 Min Hilsen jeg samtlig tilbyder enhver,
       Og redebon Tienist' tilsiger,
 I ville, naar Solen paa Hvælvingen glad,
 Fremskrider til Middags opstigende Grad,
       Mig viide samdrægtig den Ære:
 Til Maaltid at komme som Giester i Rad,
 Mit Bord at bepryde, samtykkend' med hvad
       Som Huset formaaer at frembære!
 Udlændiske Retter ey laves skal her,
 Ey gylden Skou-Essen skal stande for nær,
       Min Pung ey sligt mægter at kiøbe;
 Ey heller udover sædvanlige Skik
 Paabydes skal nogen umaadelig Drik
       Med Bachi fuldmaalede Støbe.
 I kongelig Kiøken jeg aldrig har vært,
 Var aldrig af fremmede Mester oplærdt,
       En Suppe paa Fransk til at koge:
 Thi bedes Høyærede Venner om Gunst,
 I mig ey bespotter, om jeg i min Kunst,
       Ey træffer saa lige de Kloge.
 Beredet ey vorder Ahsveri Banqvet
 Paa Fyrstelig Maade med dobbelte Set,
       I har ey Peponer at vente!
 Ey steegte Phasaner ey Turtelen ung,
 For let er min Taske, for arm er min Pung,
       Kalkoner, Kapuner at hente.
 Hvad vente vi Krydder og Neyliker sund?
 Sligt giver allene den Indiske Grund,
       Her fanges ey Druer at tære!
 En Rett tilberedet af udblødet Sey
 Behager jer, Venner! da siger ey ney,
       Den skal til jers Tieneste være.
 Smør-Klakken paa Brækken og sættes skal frem,
 Og Byg-baged Flad-Brød en Leiv eller fem,
       Hver kline saa meget ham lyster!
 Det være skal gierne min' Giester uspart;
 Ey ringeste Pølse skal blive bevart,
       Ey Blande for dennem, der tørster.
 En Skinke jeg eyer, om nogen har lyst,
 Har hængt udi Røg nu paa niende Høst,
       Er temmelig vel udi speege,
 En Tønde godt Bonde-Gods staar i mit Buur
 Blev fanget i Fior, smager treffelig suur,
       Jeg deraf et Par har at steege;
 For Græskar, Augurker, Oliver, Kapres,
 Tracteres I skal med en Kaal udaf Græs,
       Faaer dermed saa være fornøyet.
 En Grød, giort af Næper det er min Sallat,
 Thi havde jeg lovet en Grød af Sukat,
       Da havde jeg skammelig løyet.
 Ey Læfser ey Gumme skal blive forgiet
 Og Pand-Kag af Eeg til den seneste Ret,
       Jeg tale vil intet om Lommer
 Dog beder jeg atter at Villien den maae
 For Verket antages, om al Ting ey saa
       Som det sig vel sømmet, fremkommer.
 I merker, Velærede Venner og Kier!
 Foruden Omtale, hvad Meeningen er,
       Og hvad som forstaaes herunder:
 I Pennen at føre jeg haver i agt,
 Om Nordland, hvorledes det findes udstragt
       Med liggende Lotter og Lunder;
 Om Klipper at skrive, baad' gammel og graae,
 Om Snee, som evindelig ligger derpaa,
       Om Bakker, om Elver og fleere;
 Hvad Landmanden haver for Næring og Brug,
 Hvad Spiise de pleyer at sette paa Dug,
       Med anden Omstændighed meere.
 Slig Skrifter, om Bugen ey mættes derved,
 De Sindet dog nogen Fornøyelighed
       Den elskelig Læser kand bringe.
 Imidlertiid burde min skrøbelig Pen,
 Den Romerske Musam at søge til Ven,
       Om Hielp udi Verket betinge.
 Men hvad vil jeg fare slig ubekandt Vey,
 See! Helicon ligger forlangt ud af Ley,
       Jeg frygter, mig Fanden maatt' møde,
 Om Natten paa Reisen tilføye mig Vold,
 Thi hvoe veed ey af de Satyriske Trold,
       Som vrimler i Ørken hin øde,
 Hvad har vi fornøden Gudinderne Nie?
 Er ikke fra saadant vor Christendom frie?
       Vi lade de Hedninger blive,
 Og løse vor' Tanker af Mørkhedens Baand;
 Der findes i Norge vel noksom den Aand,
       Som Gaver og Tunge kand give.
 Hvad søge vi HErren i fremmede Land?
 Er han i all Verden ey middelste Mand?
       I Dag og i Morgen den samme.
 Hvo haver opfyldet baad Himmel og Hav,
 Er han ey den HErre, som Mennisken gav
       Sin evige Viisdom at ramme?
 Belees bør billig de Hedninger ud,
 Som sluttet at HErren var Biergenes GUd,
       Men ikke en GUd udi Dale.
 Phy! hvilke Phantasters Indbildninger vrang!
 Alt saadant vi lade henløbe sin Gang,
       Foruden all vider Omtale.
 Allene til HErren jeg føyer mig hen,
 Han vilde selv røre min maal-løse Pen,
       Og herudi giøre det beste!
 Thi jeg af mig selver kand intet formaae,
 Vi vises usunde fra Top indtil Taae
       Paa mindste vor Lemmer og meeste.
 Vel an! see, vi legge vil Skibet af Havn,
 Og vinde vor Seyl udi Frelserens Navn,
       Paa Bølgen for Vinden at skriide;
 Forinden vi Stierner i Aften faaer see,
 Forhaabes jeg, Klipperne ligge i Lee,
       Vi der paa maae sikkerlig liide.

• Fortale til Bogen
• Til Læseren
• Inledning
• Nordlands Beliggende
• Nordlands Horizont, Elementer og Veyrligt
• Allehaande Fugler og flyvende Dyr i Nordlandene
• Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav
• Om Land og Lands Brug
• Om Ledings-Bergene
• Om Lapperne og Findene
• Helgelands Beskrivelse
• Saltens Lehns Beskrivelse
• Loefodens Beskrivelse
• Vesteraalens Beskrivelse
• Senjens Beskrivelse
• Tromsøens Beskrivelse