Syttende maj.
Wergelands-statuen syttende maj
togene hilste. Og som det siste,
takt-fast og langsomt,
arm i arm mænnene, kvinner med blommer,
bønderne kommer, bønderne kommer.
Østerdals-skogenes mægtigste høvding
bar deres fane. Straks som vi ser den,
over dens blod-dug
alle de tuseners tanker sig samle:
den er vor gamle, den er vor gamle!
Ænnu ej løven bar annet folks krone,
ænnu ej dugen var dannebrogs-spaltet.
Fræmtiden så jeg,
dengang med fanen om Wergelands billed
bønderne stilled, bønderne stilled.
Mest av vort tab i de udrundne tider,
mest av vor vinning og mest av vor længsel,
mest av det hele:
fortidens ansvar og fræmtidens ære
bønderne bære, bønderne bære.
Hårdt har de sonet, hvad fordum blev syndet.
Men de sig rejser! Nylig på tinge
tog de et mans-tag,
Nordlænding, Vestlænding, Oplænding, Trønder,
alle de bønder, alle de bønder.
Holder det vundne, fordi de vil vidre;
hel må vi have selvstændigheds æren!
Alle vi ved det:
engang med blommende Wergelands-sommer
bønderne kommer, bønderne kommer.
