Frederik Hegel.
I[rediger]
Du var her aldrig; men jeg går
her ofte og blir mødt av dig.
Her er ej stue eller vej,
der tanken om dig ikke står
og vænter mig fra hine tider,
da du i troskab og i dåd
var hjæmmets værn i mine strider.
Så tit, mens denne bog jeg skrev,
dit lune øje lyste mig;
da var vi ene, du og jeg
og det, som tyst til tegning blev, -
så bogen hist og her må ligne
dit hjærtelag, din friske tro,
og derfor skal dit navn den signe.
II[rediger]
Jeg ælsker luften, når den kjøles
og høj og klar
en renhed har,
en vidde, der som frihed føles.
Og skogen finner jeg er skjønnest
i høst-geni-
ets fantasi,
og ikke, når den står som grønnest.
Jeg kjænte en: i høstens klarhed
hans jævne gang, -
hans hjærtes trang
høsthimlens farvefine varhed.
Hans minne er, som - når de true,
de første gust
av vintrens pust -
den første varme i min stue.
Når længslen udadtil får endskab,
og somrens sinn
slår in, slår in,
er høstens tempelfest for vænskab.
