"VORD LYS"!

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
CANTATE AF HENRIK WERGELAND

VED HØJTIDELIGHEDEN I VOR FRELSERS KIRKE I KRISTIANIA, 24. JUNI 1840,

I ANLEDNINC AF BOGTRYKKERKUNSTENS OPFINDELSE

Før Talen.

Nr. 1-4 (Chor, Solo, Recitativ og Solo) Musik af
Kunzen til Thaarups Jubilæum.
Nr. 5. (Qvartet) Musik af Schicht til Oratoriet "Das Ende des Gerechten".
Anm. De fire følgende Stanzer, Nr. 6 og 7, til Musik af Jubilæet, opføres ikke.

Efter Talen.

Nr. 8 og 9. (Chor og Recitativ) Musik af
Kunzen til "Skabningens Hallelujah".

VORD LYS!

Chor

"Vord Lys!" Det forkyndes i evigt Endnu
     for navnløse, blindfødte Stjerner
     hist ude i Mulmenes Fjerner.
Forherliget vorde dit Rige og Du,
     Herre vor Gud! Hallelujah!

Solo

Mulmet Herrens Bud annammed:
"Vorde Lys!" og Skyen flammed
    i det første Gry.
Langsmed Strand da Bølgen seiled,
viste første Gang i Speilet
        den fagre Sky.

Recitativ

Guds Røst af døve Nat blev hørt;
         den Bjergets tause Dyb fornemmed,
    og Luftens Streng blev rørt,
og Vindene sin Harpe stemmed;
    Stjerner sprang af Nattens Bryst:
    Bjerget stod demantbelyst.

Solo

"Vord Lys!" Hvor var et Liv før det blev sagt?
I Mulmets Moderliv laa Alt begravet;
    Vulkaner stønned under Havet;
    iblinde Taagestøtter raved,
        og Landets Omrids var ei lagt
    før Lysets Kilder strømmed ovenfra:
        fra Jehovah.

Da rulled Bjerge sig i Fjernet hen,
saa let som Skjønhedstræk af Mesters Pen,
    og Dale sank sig; fra de grønne Høje
    sit Telt omspændte Himmelen;
Jorden, sin Brud, den saae med henrykt Brudgoms Øje,
    og Pagtens Ring imellem dem
    syvfarvet sprang af Skyen frem.

Quartet

"Vord Lys!" til Jordens Liv blev sagt.
I Blodet Lysets Glød blev lagt.
    Livets Øje vaagned og straalte.
Da fremtreen Blomsten i sin Pragt,
og Falkens Øje ud sin Jagt
        i Rummet maalte.
Sin Vej i Støvet Ormen fandt,
og Bien i sin Blomst forsvandt;

første Solglimt Liljerne blegte;
    Papilionen fik sit Slæb;
    Insektets vaagnende Begreb
    i Følehornet pegte;
Og Lysets første Morgenlyst
i Rosens Hjerte brændte tyst,
og klang fra Fuglens Bringe;
Et taust, men højt, Hallelujah
i Cirkler skrev i Skyen da
    den stærke Ørnevinge.

Solo

Se Aanders Verden sine Bjerge har,
hvis Tinder bade sig i Lysets Vove,
hvis Skygger i det Blaa er Laurbærskove,
hvis Navne Mindets Meisel skar:
de Gudemennesker, som Livet Love
og Tanken Flugt og Sandhed Sejer gav.
    . . Er Horeb højt som Mosis Stav?
        O hvilket Pelion
af glandskront Storhed er ei Solons Aand?
        O hvilket Himalah
    af Heltenavne har ei Oldet da?
         Og dybe Vande Aandeverdnen har:
Geni'erne, der i sin Dybde grunded,
der tordnede, naar sløve Aldre blunded,
de Styrkens Strømme, der sin Skranke skar.
Hvo har vel Bund i Platos Dybhed fundet?
Mon Hellespont, af Heros Blus belyst,
    er dybt som Stagiritens Bryst?
        Mon yndigt Archipel
    er klart som Sokrates's skjønne Sjel?
        Og mon Skamanders Bugt
    er skjønhedslinjet som sin Digters Flugt?

    Euklidens Tavle -- o hvor er sligt Hav?
         sligt trofast Speil for Maane, Sol og Stjerne?
    Den Verden, Oceanet vidste af,
stod forud tegnet i Columbi Hjerne.
    Og Rhinen bruste, i sin Slette løst,
    saa højt og herligt ei som Luthers Røst.
         Flyd sammen, stærke Floder! Ei saa riig
    Velsignelse I strømme over Jorden,
som Gutenbergs Geni . . O gjennem dig,
    vor Mester, Lysets Vorden først er vorden!
    Han over Jorden gjød en Straaleregn
    af aandbelivte, sære Trylletegn.

Chor

"Vorde Lys!" o hellig Gud,
du forkyndte Aanders Hære.
Smykkede med Lysets Ære
    gik de ud,
    store Gud,
    paa dit Bud.
Jordens Hersker stolt fremtriner:
Skinner ikke i hans Miner
    Lysets Ord
    over Jord?
Se, som Floderne sig dele,
strømmer gjennem alle Sjele
    samme Guddoms Lys.
Kundskabs Skat, genifuld Hjerne
fælles er som Sol og Stjerne;
    fælles Eje, fri,
som den Ørkenens Cisterne,
Vandrer gaaer forbi,
    er du, Geni!

Diamanten, Dybets Kjerte,
gjemmer ei saa fast sin Glands,
som sit Lys Cherubens Sands
og den Qvindebaarnes Hjerte.
Det er Kaldet, Gud dem lærte;
    Lysets Flod
    er det Blod,
som igjennem Aander strømmer;
Gravens Svælg det ei udtømmer;
    under dem
    gaaer det frem
    mod sit Hjem.

Recitativ

Men det er Aandelysets Guddom, at
    det straaler ud sin Glands i Slægtens Nat.
    Mon Bølgen ruller med Idéens Fart
        om Jord?
    Hvad har som Typens Tunge Lysets Ord
        forklart?
    "Vord Lys!" igjennem den har Herrens Magt
        end engang sagt:
    Vord Lys! giv Frihed Flugt og Sandhed Agt!
        Metalbogstavets Tunger,
        den Lysets Gud lovsjunger!
Vor store Mesters Kunst erGuds, Guds stærke Røst, der runger:
   "Vord Lys!"



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt