Æslet med de beklippede øren

       Et Æsel maa jo skryde.
           Det er Natur, og altsaa ingen Lyde.
      Deri at standse det
var just det samme som, og ei meer let,
end Løgn og Sladder at forbyde
vor Byes bekjendte lille Jyde,
som er, Manetren liig paa Havets Bund,
i alt sit Jeg, med Krop og Sjel kun Mund;
ja just det samme som med Vold at slide
fra Fougstad Nellas første Side,
just naar hans Sjel har Trængsel til at sk --
      kun af den Grund, at det,
som falder der, er baade dumt og slet.


Kun naar et Æsel skryder meer end andre,
kan norske klage og de svenske klandre,
      som nutildags
vor Nella Ingen af dem er tillags.
Og plaget var en Bonde med et Sligt,
som skrydede tilqvæls ifra det daged.
Blandt Heste sluppen, mellem Hjorden jaget,
      det skryded dog evindeligt;
thi det med Stolthed (og med Ret)
ja mellem alle havde flux opdaget,
      at længste Øren havde det?
Hvor kuttet og hvor kollet var ei Hesten!
Og Koens Horn -- hvor stiv og død en Top!
Kun Svinet hamled nogenlunde op,
men Ørene de laae dog flade næsten.
      Æslets derimod
de baade sig bevæged og de stod.
      Og dette hele Dagen,
og hvergang skryded det, og det var Plagen.
Den Bondemand kan længe ikke finde
sit gode Raad for saare Trommehinde.
Tilsidst dog troer han Ørets Længde var
den rette Grund til saadan Profeteren;
og derfor uden mindste Sig-Generen
hvergang det skreg han Stump af Øret skar.
      Den Nar,
som ei, at Æsel bliver Æsel, vidste,
saalænge sit Gemyt det ei kan miste.
Derfra den fæle Skryden kommer jo,
      fra Æselets opblæste Sjel?
Det skryder ei med Øret skal jeg tro.
Og derfor (som saa mange andre gjøre)
den Bondes skrydede alligevel,
      skjøndt uden Øre.



Moral.
Hvor mangen Gang ifjor som nu i Aaret
er Nella ikke klippet og beskaaret?
Og dog, og dog, hvo skryder meer end Hun?
Lad Øret staa! Det er ei Bæstets Mund.