Anton Martin Scweigaard

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Ved Mindefesten.)

av Jonas Lie

Bag sænkte Faner og floromvundne
idag er Taarer af Hjertet rundne;
fra fattig Hytte til Kongens Borg
nu er i Norge der Landesorg.

Hvor høi i Tanken og ædelbaaret
han stod i Striden der hvid i Haaret!
han havde kjæmpet fra Ungdomsdag
og graanet under vort unge Flag.

Hvor stærk, naar Dønningen sig bevæged,
han stod, mens Stormen i Lokken leged;
hans Øie lynte, hans Pande var
et Hvælv, som Lys af Geniet bar.

Hvergang i Kampen den gjæve stevned,
paanyt vi undred', hvor stort han evned;
hans Virke gjennem snart firti Aar, -
det er en Grundmur, hvorpaa vi staar.

Nu mer ei blinker hans hvasse Tanke;
hans Riddersværd og hans Skjold, det blanke,
nu er de begge som Ærespragt
med Borgerkransen paa Baaren lagt.

Og det er stort, at hans Barnehjerte
som Kjæmpen Rolands det brast af Smerte,
at det, som gjorde den store Mand,
var Elsk i Enfold til Viv og Land.

Med Flor om Fanen og Sorg i Sindet
blir Schweigaards Navn nu i Folket mindet;
men mer end Laurbær og Egekrans
er stor, o Borger, en Død som hans.

Og mer end Sange ved Mindets Bæger
den tomme Plads paa hans Storhed peger; -
maa Norge finde den Mærkesmand,
der bærer Flaget saa høit som han!



Digte II (av Jonas Lie)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt