Belsazar

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Alt nærmede Midjenatten sig,
tyst laae Babylon som et Liig.

Histoppe kun i Kongens Pallads
der holder Belsazars Hoffolk Stads.

Histoppe kun, hvor det lyser saa,
Kong Belsazar lader sit Gjæstebud staae.

Hans Knegte sidde ved Fakkelskin,
og tømme Pokaler med skummende Viin.

Pokalerne klinge! juble hver Gjæst!
Saa tykkes den daarlige Konge det bedst.

Af Viin hans Kinder i Flammer stod,
af Viin til Rasenhed steg hans Mod.

Og Modet bryder i Vanvid ud:
i syndig Tale han laster Gud.

Han fræk sig bryster, han laster vild;
hans Knegte brøle ham Bifald til.

Kong Belsazar raaber med stolten Blik.
En Tjener gaaer, og den kommer, som gik.

Han bar paa Hovedet gyldne Kar,
som røvede alle fra Zion var.

Og Kongen griber med frækken Haand
et helligt Bæger, fyldt til sin Rand.

Han tømmer det hastigen alt til Bund,
og raaber saa højt med fraadende Mund:

"Jehova, dig melder jeg evig Haan.
Jeg, jeg er Kongen af Babylon!"

Men knap var Ordene fløjne væk,
før Kongen hemmelig gjøs af Skræk.

Den rungende Latter blev tyst medeet.
Den Gjæstebuds Glæde gik ganske træt.

Og se paa Marmelsteensvæggen blev
en Kjæmpehaand synlig, der skrev og skrev:
"Mene, mene, tekel Ufarsin!"

Ja skrev og skrev med Luer de Træk
paa Marmelvæggen, og blev saa væk.

Der sad da Kongen med Blikket stivt
og bleg som havde han drukket Givt.

Og rædselsslagen de Hoffolk sad;
ei Lyd blev hørt i den hele Rad.

De Spaamænd kom, og de stirred stivt;
men Ingen tyded den Flammeskrivt.

Men Belsazar blev i den samme Nat
af sine Knegte af Dage ta'et.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt