Kattens og musens huusholdning

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Puus og Muus vare engang komne overeens om at leve
sammen i fælleds Huusholdning. Da nu Vinteren nærmede sig,
kjøbte de sig en Krukke Fedt, og da de ikke vidste noget
sikkrere Sted at sætte den paa, satte de den under Alteret i
Kirken, hvor den skulde staae til de behøvede den. Men det
varede ikke længe, saa blev Katten lysten, og sagde til Musen:
"hør, vesle Muus, jeg er buden til Fadders af mit Sødskende-
barn, som har faaet en liden Søn, hvid og bruunflekket, som jeg
skal holde over Daaben; jeg gaaer da, og hold saa du Huus
alene." "Ja, ja, sagde Musen, gaa du kun, men naar du spiser
noget Godt, saa tænk paa mig. Jeg gad saa inderlig gjerne
smage lidt af den søde Barselgrød." Men Katten havde Pokker
ingen Kusine, og det var bare Snak med Fadderstadsen. Den
gik lige sporenstregs til Kirken, fik Potten herfrem, slikkede det
Øverste af Fedtet i sig, spadserede saa omkring i Byen, og kom
først hjem langt paa Qvellen. "Ei, du har da vist moret dig
godt, sagde Musen; men hvad hedte da Barnet." "Øverste- af,"
sagde Katten. "Øverste-af?" mente Musen; det var et rart Navn;
det har jeg aldrig hørt før."

   Da det leed om lidt, fik Katten Appetit igjen, og sagde til
Musen: "Jeg er igjen buden til Fadders; Barnet har en hvid
Ring om Halsen; det kan jeg ikke afslaae, og du faaer da være
saa snild at holde Huus alene mens jeg er borte." Musen gav
Ja, og Katten gik sin gamle Vej, og aad Halvten af Fedtet i sig.
Da den nu kom hjem, spurgte Musen atter om Barnets Navn.
"Halvtud." "Hvad! Halvtud? Sligt Navn har jeg dog aldrig
hørt i mine Levedage; det staaer vist ikke i Almanakken."

   Men det varede ikke længe før Kattens Mund atter løb i Vand;
og det hedte da, at den igjen var buden til Fadder. "Barnet er
sort, og har hvide Labber, men ellers ikke et hvidt Haar paa hele
Kroppen. Sligt hændes kun een, høist to Gange om Aaret, saa
jeg nødvendig maa gaae." -- "Øverste- af? Halvtud?" sagde
Musen; det er saa rare Navne, at de nok kunne gjøre mig efter-
tænksom. Dog gaa i Guds Navn." Stakkels Muus holdt sig da
hjemme og ryddede op, mens Katten listede sig til det gamle
Sted, og slikkede Krukken reen. Da den nu mæt og tyk kom
hjem ved Nattestide, spurgte Musen, som før, om Barnets Navn.
"Heeltud!" svarede Katten. "Heeltud?" sagde Musen; "det Navn
er skam at studere paa. Heeltud? Hvad skal det betyde? Jeg
har idetmindste aldrig seet det trykt før." Den rystede da paa
Hovedet, og lagde sig til at sove.

   Men fjerde Gang vilde Ingen bede Katten tilfadders. Da nu
Vinteren kom, og der ikke længer var noget ude at finde, sagde
Musen til Katten: "veed du hvad? Nu kan ret Krukken vor
komme os tilpas, som vi har der under Alteret. Lad os gaae;
nu skal den ret smage." "Ja, sa'e Katten med et spodsk Griin,
den vil smage som om du stak Tungen ud af Vinduet."

   Rigtigt befunden; da de kom til Krukken, var den som vasket.
"Ak!" sa'e Musen da, "nu skjønner jeg det: du har spiist Alt de
Gange du sa'e du var tilfadders: først det Øverste af, saa Halvt
ud, saa . . ." "Hold Mund, raabte Katten med et Blik som en
Glo, eller jeg sluger dig før du faaer sagt et Ord!" -- "Heelt ud,"
havde Musen alt i Munden; og neppe havde han udtalt det før
Katten sprang til, og Musen gik samme Vei som Fedtet.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt