Carl Johan, Norges og Sveriges konge

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Guullokk'de Gother bølge om Carl, som
rundtom Horneelkamppen Døninger, krandste
      høit med en Stribe
      ravguult Skum.

Carl, disse Bølger brusende frem fra
Vesten -- en Skare af fraadende, sorte
      Hingste -- er Norges
      frie Mænd.

Hør, hvor de ride syngende rundtom
Fjeldet, den Søkonge, visende glade
      Skummet, ligt Nøkkens
      Tanderad!

Se, der staaer i Midten af
det stærke scandiske Folkehav
den Kongeklippe saa høi og rolig,
som Sigmund Brestessøns Færøebolig,
der slaaer om Morg'nen sit Skyggespil
paa vide Bølger Evropa til,
men vender mod Amerika brat
med Aftensolen sin Skyggehat.
Der staaer Den ene, men Stormomtonet,
og Tordenkappet og Lynbekronet,
de frie Bølger Den tvinger vred
ad Malstrøm-hvirveltrap stige ned,
med Kurv af Perler i udspændt Fang
og grønne Tangblom og Offersang
og gule Rav og Coralleblod,
at kysse i Dybet sin tunge Fod.
Men Kongeklippen i Folkehavet
er ei i Lynmajestæt begravet.

Fjeldet sin Storhed blotter, og Bølgen
seer med Beundring, hvor Solen paa Toppen
      sidder som gylden
      Fjer paa Hjelm.
Straalerne flyde, Lokkerne lige,
rundtom de mørkeblaae Skuldre: med Stolthed
      seer det i Bølgens
      Skjold sig Selv.

Se Ædelstene har spundet ind
den Kongeklippe med Stjerneskin.
Der sidde de rundt Dens høie Barm,
som midt paa Himlen staaer Carls-karm.
Der mangler blot een, saa er Vognen fuld,
og triller saa blank over Mælarsøe
og Dovre, hvis Top er Skyhavets Øe,
med Kronprindsestav til Stang: til Hjul
den bruger Smaaehertugers Kroneguld.
Den Kongeklippes Klenodiering
i mindste Draabe (som og har Krav
paa at være et Hjerte i Folkehav)
sig speiler som gnistrende Morildspring:
Fra Josephine-saphir til de smaae Karbunkler
hver med sit Skin i de Bølger funkler.
Men Oscar i hvert af de Bølgers Bryst
spiller som en violet Amethyst.
Thi Norges Purpur og Sveas Blaa
i Oscar smelte sig sammen saa.

Den Aande, som reiser paa Dagen idag
Throner med Sceptermast, Hermelinsseil,
Kronen til Banner og Kuglen til Speil;
og knuser dem atter med Brag som et Vrag
paa Morg'nen, der reises som Skjær og som Bank,
hvor straalende Gaarsdag bag Nat-ebben sank,
saa knaptnok et Minde om Throne og Spær,
om Prindser og Prindsesser og Riger og Hær
bli'er liggende, som Beenrad af skibbrudden Mand,
saa tynd og saa tør paa den hvinende Strand . . .
. . . Den Gudsaande reiste Kong Carl under Pol,
hvor Frihed er Varmen og Frihed er Sol,
saa Himmelens gjerne paa Steenbukken kan
for stedse sig ride til Van-Diemens-Land;
Thi, den, som vi har, straaler Liv dugger Marv,
i Hjerter og Hjerner, (vore Ætmænds Arv)
og Trofasthed voxer saa vide om,
har Stordaad til Ranke og Dyder til Blom.

Hør Digt, som svæver om den Rigdom som Duft,
og guldvinget Harpe er Fugl i vor Luft!

Saa Klippen -- der løfter om Morgenen frem
det brusende Solbæger over vort Hjem,
og blander med Skygge, saa sval og saa mild,
om Middag og Aften dets gjærende Ild,
at Folket, der knælende drikker det ud
(det fyldes om Natten, som Solen af Gud)
ei brænder sig eller beruses deraf --
et Tempel er liig, der, i Hellas's Grav,
fra nedsjunkne Oldtid straaler igjen,
(som om vi paa Marathon gjenfandt et Been)
omspundet af Dagen -- der end er saa varm,
som dengang Timoleon laae ved dens Barm --
med Roser og Myrther og Laurer iblandt . . .
-- O hvilket et Skjær af Drømme og Sandt! --
Saa Carlskongeklippen (Selv omkrandset af
funklende Dyder, liig Søblomst og Rav,
som Bølgerne offre til Klippen, der tyst
Stormene kløver med Pande og Bryst,
saa Solskin kan spille til legende Fjord)
beskygger det scandiske Folk-hav i Nord.

Længer i Syd en Skare af skumle
Fjeldtoppe skimtes: de Liigstene ligne,
      som Du i Morg'nens
      Dæmring seer.

Kun gjennem Taagen store de synes.
Bølgerne slumre ved Foden, og vælte
      døsigen rundtom
      raaddent Tang.

Se her vor Jords Despoter! ei synge
Folkene rundtom som Bølger, men ligne
      Gravhøje under
      Stene graae.

Solen som gjør Dig glindsende, Carl, som
klæder din Skulder med Purpur, er Norges
      Skjoldtegn, er Friheds
      hulde Sol.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt