Carl Munch

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png

Imellem Herrens Engleskare
-- de stjernehvide med de Pander klare --
fremtrænge sig En paa blodrøde Vinger,
    med Panden i Svoveldamp skjult.

To Lynglimt til et Hjerte bundne,
-- det slog -- og i et Klagehviin forsvundne!
Forfærdede flye, som kløvede Vande,
    tilside Serafernes Hær.

Var Han en Synder ifra Jorden,
som styrred Himles Fred og Engles Orden?
Hvad Rædsler vil Gud forkynde den Djærve,
    som trænger i Himlen sig frem?

Men Han, Han gjennemhviner Rækken,
som om hans Kraft den kløved og ei Skrækken,
som var hans Skarlagen Blod ei, men Rødmen
    af Herrens Barmhjertigheds Smiil.

Som Barn i Jammer ændser Ingen
før til sin Far det kommer, skar Han Ringen
af salige Aander, ilende opad,
    kun fremad som klagende Barn.

Halelujaherne forstumme;
Cherubsværd, stormbøjd Flamme liig, sig krumme;
de stjernhvide Vinger gulne; det Gule
    snart voxer til rødgule Lyn.

"Mon storme Himlen de Forlorne?
Var djærvest Dæmon Han blandt Sammensvorne?
Dog liig os: Vi saae jo gjennem hans Bryst og
    hans Hjerte som Duggdryp i Blomst?"

"Mon myrder Han, den Blodberuste,
igjen et Folk? Thi da han Pohlen knuste,
kom slig en Seraf paa blodrøde Vinger,
    med Panden i Svoveldamp skjult."

"Som denne skar han vore Rader.
Han foer -- som Barn i Jammer til sin Fader --
de blaanende Rum igjennem, kun opad,
    kun fremad som klagende Barn."

"Til Himlen Pohlens Suk han bragte,
da Jorden hørte ei hvor dybt det klagte.
Mit Fædreland døer -- o Retfærd! han raabte.
    Dets sidstfaldne Offer er Jeg!"

"Bar Han, der kom, paany slig Jammer?"
-- Da sammenknittred Vingerne i Flammer.
En Cirkel af Lyn, en kjerneløs Sol liig,
    i Zenith Serafraden slog.

Til Jord de saae. I Maaneskimret
den stille laae. Kun Graad og Sceptre glimred.
Lig Stjerner i omvendt Himmelhvælv, hvidned
    taustvridende Hænder i Muld.

Dog i en Vraa de taust ei vredes:
der hvor en Grav ved Nattetider redes.
(De Gravere see den flammende Cirkel,
    men tænke kun Nordlys det er).

En Yngling sænkes ned i Graven.
-- Hvor ligner Han den Blege der Serafen,
som trængte sig frem paa blodrøde Vinger,
    med Panden i Svoveldamp skjult!

"Men Han, Han Selv deroven kommer
med Rædsler ubetynget fra sin Dommer!
O Under! hans Vinger hvidne som vore;
    hans Pande som vores er klar."

"Til Naadens Tinde var jeg stegen.
I deres Lys den Glands af Blod er vegen
og Dampen fra Panden -- " saa dalende sang Han.
    Men Aanderne kjendte min Carl.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt