Damen med harpen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Hvor herligt, at bryde de jordiske Baand,
faae Straaler for Been og for Støvet kun Aand!
Men ikke fordi jeg da sejle kan paa
de deilige Skyer gjennem Himmelens Blaa
til varme Provenz og Helleniens Strand
og hiinsides Asien til Tiniansland,
til legende Vild i Uskyldigheds Dragt,
hvor rigest Naturen er, herligst dens Pragt.
Ei derfor; men da ind i Sjelene kan
jeg skue saa frit som i Blomster og Vand,
og Hjerternes Drømme jeg fanger saa let
som Drengen de brogede Fluer i Net.

Gud veed hvad det er for en Dames Portræt
fra gammeldags nederlandsk Malers Palet,
en kjærlig Veninde mig sendte igaar,
i Atlaskes Kjole, med Sæt i sit Haar.
Det Ansigt -- en sørgende La Vallière?
vemodige Laura, som Graven alt seer?
For nys med en Harpe har Fingrene legt
-- de fine og farvte saa sygeligblegt.
End Strengene synes at zittre som flød
en Klang om det Hele tungsindigen blød.
Hvis ikke det høres vanvittigen galt,
det synes som om Melodien er malt.

Hvad hændte? Jeg pludselig vaagned inat;
thi drømmende syntes mig tydelig, at
Sofie var kommen og sagde: "kun Mod!
Min Elsker, du sætte paa Bølgen din Fod!
Kom! lad os ei seile histover, ei roe!
Thi mig forekommer det somom vi To,
om trofast vi elske, kan Arm i Arm gaae
paa Bølgernes Toppe henover det Blaa.

Nu, Elskte, jeg vover det . . vover du ei?"
Da vaagned jeg som jeg begyndte min Vej,
ei angst, men forundret; thi Bølgen blev fast,
og Skummet, vi traadte paa, til Alabast.

Jeg vaagned. Igjennem det aabne Gardin
paa Atlaskesdamen faldt Fuldmaanens Skin.
Hun skinnede selv jo, det levende Liig!
En Fosforglands spredte fra Ansigtet sig.
Det lyste som dæmpede Lampes Krystal,
og Strengene straalte med Glands af Metal.
De Brabandterkniplingers florklare Spind
sig letted og sænkte som Dunet for Vind;
og Øjnene fyldtes med mørkeblaa Glands,
og Læben -- o troer jeg, skjøndt vaagen, min Sands? --
Hun sang, og hun Toner af Strengene fik,
vidunderligt tyste som Kildens Musik.

"Min Harpe kun toner, af Geist gjennemstrømt
om hvad din Sofie langtborte har drømt.
Dig skal jeg, du Elsker! -- saa lød det -- hvergang
hun drømmer om Dig det fortælle i Sang.
Men tør jeg afbryde din Slummer med Sligt,
for Mennesker Drømme, for Aanderne Digt?"
"Hver Nat, skjønne Dame! -- jeg raabte -- O du
af Kjærlighed død er, det ahner jeg nu."
Og siden, Sofie, i Damen jeg seer
vor fælleds Fortrolige, ræddes ei meer.
Om Morgnen en Krands Immorteller jeg hang
om Rammen, den matte og brustne, og sang:

"Hvor herligt, at bryde de jordiske Baand!
faae Straaler for Been og for Støvet kun Aand!
Men ikke fordi jeg da sejle kan paa
de deilige Skyer gjennem Himmelens Blaa

til varme Provenz og Helleniens Strand
og hiinsides Asien til Tiniansland,
til legende Vild i Uskyldigheds Dragt,
hvor rigest Naturen er, herligst dens Pragt.
Ei derfor; men da ind i Sjelene kan
jeg skue saa frit som i Blomster og Vand,
og Hjerternes Drømme saa let faaer jeg fat
som Atlaskesdamen Sofies i Nat."



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt