Svanernes høstflugt

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Nu de vilde Svaners Hær
flyer fra Norges sidste Skjær.
Se, liig flygtende Stjerner,
hist, se hist sig Toget fjerner!

Med et maanskinsagtigt Lys
Nordkap de bedækte nys.
Over Lindesnæs fløjne
bedre Hjem i Syd de øjne.

Fjernt ved Nigers lunkne Bred
agte de at dale ned.
Med de jublende Skarer
Nordens Sommerfryd henfarer.

Atter tyknes mørk og tyst
Høstens Skodd om Norges Kyst.
Se den vældige Jette
kommer ind fra Havets Slette!

Han med kuende Befal
trænger ind i dybest Dal.
Hungrig, koldhjertet mejer
han den sidste Blomst, den ejer.

Han er blind, dog veed han godt
højest Plads paa Fjeldets Slot,
ruller hver Aften og Morgen
ned at hærje Alt om Borgen.

Højens rige Moderbarm
alt som Taagen selv er arm,
Dalen, jomfrufager,
farveløs som den og mager.

Han er døv, skjøndt han med Skræk
jager hver en Smaafugl væk.
Paa de bladløse Grene
kurer traurig Trost alene.

Hvo kan standse Skyens Gang,
Svanerne, som op sig svang?
Hvo kan raade den Skjebne,
som skal Somrens Pragt afvæbne?

Blomst af Dal -- der er ei een
selv til fagrest Mø igjen --
Træets Krone fra Højen
er med Svanerne bortfløien.

Sidste luftblaa Spor er lukt
efter deres lette Flugt.
Kun med Aandernes Øre
kan du endnu Hvinet høre.

Først naar smuldret er dit Leer,
dig forsvinder Intet meer.
Let fra her og til Niger
hører du hvor Svanen skriger.

Fuglens Fjed i bløden Sky
kan da ei dit Syn undfly.
I vil træffe hverandre
under Libyens Oleandre.

O, at flye fra denne Kyst!
O, hvor let! Kun sprængt mit Bryst.
Jeg før Svanerne kunde
hvile mig i Palmelunde.

Derfor, Elskte, fast mig favn!
Ellers Sjelen af sit Savn
udaf stirrende Øjne
jages efter de Bortfløjne.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt