Kongens ankomst

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Tør en banlyst Harpe lyde?
Hvo vil Flodens Flugt forbyde?

Paa dens Vover end ei flommed
troløs Priis for Kongedommet.

Frihed, Kjærlighed og Smerte
tonte fra dens Aandehjerte.

Republikens Kolonnader
skinne bag dens Strengerader.

I dens Dyb sig Idealer
som i Tryllespeilet maler.

Heller Syner mig forvirre,
end en Løgn dens Malm skal irre!

Før den fuld af Drømme hænge,
end af kjøbte Messingstrenge!

Serafimerkjæden vejer
op ei mindste Streng den ejer!

Kongens Riddersmænd om Skjalden
sige dog, han er en Falden,
lynildslagen og begravet
dybt, som Ikarus i Havet.

Vel! naar Dømtes Lovsang toner,
Himlen sig med Dybet soner.

Som to Naadenshorn de Tvende
sig imod hinanden vende.

Fuldt af Stjerner drysses Helved,
og Dæmoner fylde Hvælvet.

Konge! hvad, om dine Bolde
ei som Skjalden af Dig holde?

Hvad, om Kjærligheden svigter
før din Ridder end din Digter?

Hvad, om Æreporten lued
usselt mod det Syn, han skued?

Hvor St. Halvard kneise skulde,
ligge Giller sex imulde.

Da "Nu kommer Kongen!" brused,
kom de alle frem af Gruset.

Kalk fra Kalk og ud fra røden
Tegl sig skilte Purprets Gløden.

Langsmed Ladegaarden stiller
sig i Rad de Konge-Giller.

Tre mod Tre med Blus i Hænder.
Højere Skarlagnet brænder.

Som den Højeste i Skaren
fremmest stod Jorsalafaren.

Eisteins røde Ørn i Ryggen
lyste blodigt frem af Skyggen.

Ingis Beenrad, skjøndt den mindste,
hvidere end Maanen glinste.

Konning Carl, du ind i Staden
rulled gjennem Kongeraden.

Som du kom dem nær tilmøde,
voxte Huldet paa de Døde.

Da de saae dig, svulmed Barmen,
Musklen gjød sig fuld om Armen.

Øjet ud af Hovedskallen
lyste kjækt som før paa Valen.

Læben syntes end at klinge
af en Tale endt paathinge.

Kronerne som nye funkled,
Øjets Glands dem dog fordunkled.

Ha, det var et herligt Skue:
Konger seks i Skarlagslue!

Konning Carl, da fik du Fyldest:
Norges Konger gav dig Hyldest.

Sigurds Blik, det dunkelbrynte,
"Dine Fiender Ve!" udlynte.

"Hil dig!" laa paa Ingis Tunge.
"Hil paa gamle Tomter, Konge!"

"Tag ved Folkets Arne Sæde!
Hvil dig i de Fries Glæde!"

"Frihedsflammen dig ei brænder.
Vi fra gammel Tid den kjender."

"Uden den -- det har vi fristet --
fryser Troskabs Blod i Brystet."

"Deri holdes Sværd i Hede
for Normannakongens Vrede."

"De i Glød, om du begjerte,
slængtes i din Fiendes Hjerte."

Saa de gamle gjenbesjelte
Konninger til Kongen mælte.

Folket dog ei saae, ei hørte
andet end at Kongen kjørte.

Synets Herlighed sig dulgte
for den Flok, som Vognen fulgte.

Gabende de blinde Stakler
saae af Rækken kun dens Fakler.

Men i Kongens Barm sig rørte
alt hvad Skjalden saae og hørte.

Vist hans Hjerte slog ei sagte,
da han gjennem Oslo agte.

Rullende paa dets Ruiner
stod det gjenreist i hans Miner.

Norges Storhed om sin Isse
følte Kongen da tilvisse.

Og i Sindet op sig stiller
Raden af de kronte Giller.

Nu igjen blandt Kalk og Stene
ligge sammen deres Bene.


Men meer skjønt end Kongeraden
og det Lampetaarn i Staden,
Drot, et Æresblus dig brændte
i en Vraa, som Ingen kjendte.



Gammel Enke sad ved Gløden,
som du tændte an for Nøden.

Og hun seer med Glædeszittren,
Carl, dit Navn i Emmens Glittren.

Enkens Tankespil Rosetter
af Rubiner om det fletter.

Skjønnere illumineret,
Konge, har det aldrig været.

Skjønnere det aldrig brændte
end i Taarens Transparenter.
Derigjennem klart jeg kjendte
Himmelen, som, Carl, dig venter.

Armodstaarerne, du lindrer,
forud der som Stjerner tindrer.

De af dig beklædte Spæde
Purpurskyer for dig brede.

Om dit Sværd Taknemligheden
fletter Roser ifra Eden.

Og Basunerne ved Dommen
juble som dit Folks "Velkommen."



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt