Den fortvivlende yngling

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(En Yngling ved en aaben Grav. En Gubbe nærmer sig.)


Ynglingen


Hvad vil du, gustne Gubbe, som
      dig nærmer til min Grav?
Fra en fortvivlet Yngling kom
du Skalk hans sidste Ejendom
      at røve med din Stav?

Tolv Alen dyb, tre Alen lang
       -- haha! du liger den?
Dens Dybde ikkun høit sig svang
det Suk, du falskt har troet klang
      igjennem Himmelen.

Først nu du veed da, vise Mand,
      at Sukket gaaer i Luft.
Tolv Alen under Jordens Rand
du derfor sukke vil,
at Sukket idetmindste kan
      hendøe i Blomsters Duft.

De Dommere de nikke dog,
      om ei de høre stort.
To sammenbøjde Veibredax,
to ømme Primler danne strax
      Bønhørelsernes Port.

Men kan du sværge, at du fik
      fra Hist saameget Svar,
som disse Blommers døde Nik
-- velan! jeg gaaer de Trin, du gik;
      og du mit Gravsted har.

Blot for din Stav jeg sælger dig
      min Grav da, gamle Mand.
Jeg elsker den: af Alt, hvad jeg
har bygget, lykk'tes den kun mig:
      det Tempeldyb i Sand.

Jeg byggede paa Manddoms Eed
       -- en Borg paa Hængedynd --
paa Qvindetroskabs Evighed;
for Dyd min Andagt knælte ned,
      og fandt kun sminket Synd.

Jeg saae engang en Frihed -- ha!
      hvor skjøn før den nedsank!
Som Stjernen herlig langtifra;
men dalende til Jorden, da
kun brast et uselt Luftsyn, ja
      en Blære fyldt med Stank.

Jeg byggede af Præstens Ord
      et Tempel i min Barm;
men dets Pillarer smeltet for
Fornuftens Blik, som Kinglens Snor
fra Græs til Græs paa høstlig Jord
      for Morgenstraalen varm.

Den Himmel, jeg da raabte til,
      var snevre Hjernehvælv.
Min Sol var denne graa Pupil;
men Taarer var dens Straaleild;
den Gud, som skulde hjælpe til,
      mit hjælpeløse Selv.

Min sidste Luftcastels Ruin,
      en omvendt Luftcollonn,
til Ære for det hele Skin
udhuult i Muld, er Graven min:
en Afgrunds sorte Blik, hvorfra,
en Taare liig, mod Himmelen
      opfunkle skal min Aand.


Gubben


      Min Søn! min Søn!


Ynglingen


      O ve! min Fa'r!
      Velan, saa tag min Grav!
En Dybere, end den jeg skar
i denne Grønsvær, Livet var,
      du ødslende mig gav.

Jeg atter sænker mig i den,
      som Skibet knuste Bryst
i Bølgers Skumdyb, for igjen
tigange løftet op af een
      at splittes ad tilsidst.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt