Polens frihed

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(FRA SVENSKT)


Til Sejer for Frihed! For Lyset til Slag!
           De hvinende Klinger og Kuglernes Brag,
            Kanonernes Thorden
            og Hærskrig til Strid
            forkynde Aljorden,
at Lænken er brusten og Fangen befried.

Skjælv, Stærke! Fortvivlet er Han, som brød ud.
Den Svage ei bæver, naar stærk i sin Gud
            han fremgaaer mod Maalet
            med Sværdet i Haand;
            thi ristet i Staalet
og skrevet i Hjertet staaer: "Ære og Land!"

Stol ikke, Tyran, paa din staalklædte Trop!
Naar Dagen er kommen, gaaer Solen og op.
            De fraadende Elve
            snart bryde sin Dam,
            og modige hvælve
befriede Bølger mod Havet sig fram.

Er Timen blot kommen, saa bliver det Dag;
thi Sejren, som Tiden, slaaer sikkert sit Slag.
            Ja, Frihed, din Verden
            Naturen er lig.
            Din Sejer jo er den
velsignede Vaar efter stormfulde Krig.

End Dagen ved Praga vi mindes for vel,
hvor Suwarow druknet i Blodbad sin Sjel
            Der knæktes saamangen
            en Blomme i Knop;
            Dog Sandhed er Sangen:
"at Frø der begroves, som nu voxe op."

Se Fædrenes Aander, lig Stjernernes Chor,
           at lyse os fremad, nedblikke paa Jord!
            Vor Hæder de bare
            fra Himmelen Tak.
            Bedrifterne svare:
Ei var Kosciuszko den sidste Polak!

Hvad meer, om vi falde for Sag, som er god?
Først naar vi det offre, bli'er helligt vort Blod.
            "Før Døden end Trældom"
             -- saa læs paa hver Grav,
            I sørgende Slægter
Og Had imod Rusland I lære deraf!



Hvis, Kongeviv! Du ei forsmaaer
      Det simple Folks Velkommen,
      Da synge vi, hvad Vormen spaaer,
      Hvad Sagn der boer i Glommen:
      At, skjøn og stor som Floden, sig
      En Æt skat sprede ud fra Dig.
      Paa kongelige Helte rig,
      Ja som paa Bølger Glommen.

Alt skudt har jo ifra din Rod
      Fem sunde Livsensstammer.
      Og gløde ei i Ættens Blod
      Napoleonske Flammer?
      Lad blusse høit den ædle Ild!
      Lad blusse høit, saa høit den vil!
      Vi lade Guld og Blod dertil
      Af Skat-og Hjertekammer.

Vel Friheden gjør ung igjen
      Europa, som det ældes.
      Men Kongeslægter muldne hen,
      Og mange Stammer fældes.
      Da staaer lig foraarssmykket Træe
      Din Æt i gamle Dovres Læe,
      Og ryster ned Velsignelse,
      Mens mange Stammer fældes.

Som en Forjettelse Du er
      Os, Moder, da velkommen.
      Hil Dig! Hil Dig! O Echo bær
      Vor Hilsen nedad Glommen!
      Der boer en Slægt, som blander med
      Vort Hil det Bedste, Hjertet veed.
      Da gaaer fra Bygd til Bygd afsted
      Et høiere Velkommen.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt