Til en mumie

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(FRA MONTHLY MAG.)


For trende tusind Aar -- hvor sært!
du vel i Thebens Gader har spadsert,
da end Memnonium stod i sin Pragt,
og Tiden end ei Voldshaand havde lagt
paa disse Templer, Slotte, Søilerækker,
som i Ruiner Verdens Studsen vækker.

Du længe nok var stum -- saa tal engang!
Du har et Sprog -- lad høre da dets Klang!
Du staaer paa Jorden end, paa egne Been,
og gamle Maanes Skin du seer igjen.
Ei lig en tynd, gestaltløs Geist, du gjemmer
end dine Been og Kjød og Træk og Lemmer.

Fortæl! fortæl -- thi du det mindes nok --
hvis Æren er for Sphinxens Marmorblok!
Mon Cheops eller og Cephrenes har
den Pyramide reist, som Navnet bar?
Er falsk Pompeji Søile? Mon vi grebe
Homer i Løgn om hundredportet Thebe?

Maaskee du var en Murer, som en Ed
forbyder nævne det Myster, han veed?
Dog lær os Sangen, som ved Solens Gry
fremtonede fra Memnons Klangstaty!
Maaskee du var en Præst -- hvis saa, forgjæves
vor Bøn! For Præsteværk ei Gjøglertæppet hæves.

Maaskee din Haand, nu stækket fast til Ro,
har klinket Glas om Glas med Pharao?
har slængt en Skilling i Homerses Hat?
hvad eller strøget din for Dido rat?
Paa Salomos Indbydelse, tør være,
ved Templets Indvien den Voxlys maatte bære?

Unødigt Spørgsmaal, om din Haand forsynt
med Vaaben har en romersk Kriger tynt.
Thi du var død, og balsamert din Krop,
før Latien Romulus fik ammet op.
Først længe efter al din Slægt var svunden,
os tykkes Oldets Gry at være runden.

Tro, siden du blev skrinlagt, at vi saae
forunderlige Ting herovenpaa!
Begyndt og endt er Romas Herredom,
Nationer svunde, nye Verdner kom.
Landløse Konger traadtes ned i Støvet,
mens Tiden ei et Fnug har end dit Kjød berøvet.

Mon over dig du hørte Buldret ei,
da persiske Kambyses's Hære Vei
sig brøde frem i tordnende Geled,
at styrte Apis og Osiris ned,
med Skræk og Undren Pyramiden rysted',
da Memnoskjæmpen i Ruiner bristed'?

Men maa ei Graven røbe Hvad den veed,
giv os dog om dit eget Liv Besked!
I dette Læderbryst har Hjertet slaaet.
Paa denne mørke Kind har rullet Graad.
Kløv Børn paa disse Knæ? og kyssed samme
afblegte Træk? Hvad var dit Navn, dit Hverv, din Stamme?

[1]Staty af Kjød! Udødelige Død!
Forgaaens Form, som ei Omskiftning lød!
Selvoverlevende! hvorledes? Du
fra Graven træder frisk iblandt os nu!
Du Intet høre vil før Dommedagen,
naar du blier vækket af Basunens Bragen.

Hvi varer usle Dække -- denne Rest! --
naar svunden er udødelige Gjest?
O, lad os vaere, naar til Sit gaaer Hvert,
vor Sjel i livfuld Dyd indbalsamert!
Fortærelsen vort Legem sluge! Hisset
bag Skyen Blomstring er vor bedre Deel forvisset.


[rediger] Merknader

  1. Statue of flesh-immortal of the dead! Imperishable type of evanescence! Posthumous man! -- --


Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt