Den gamle mand

Hvor frisk og grøn, hvor ungdomsskjøn
      stod Skoven ikke nys!
Fra dunkle Ly med Ynde ny
      brød Blomstens muntre Lys.
            Nu al vor Fryd forsvandt
            af Vintren stormet hen.
            Jomfrulig Mai i rigt Gevandt
            dog bringer den igjen.

Men Duggen mild ei smelte vil
      min Sne paa Issen op.
Med Hud og Haar retsnart forgaaer
      i Tidens Strøm min Krop.
            En Oldings Dag er tung
            og sent hans Nat gaaer hen.
            Ak, gylden Tid, da jeg var ung,
            du kommer ei igjen.