Et gammelnorskt herresæde

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

I Hordaland i en snever Dal
      monne, lig Bersærk trængt af Skjolde,
engang i Old en Furuhal
      sin skumle Længde udfolde.

Mod Qvellen vilde et fremmed Blik
      troe at skimte Klipper sorte.
Hallen var lav, ei Guldspiir fik
      de mørke tjærede Porte.

Ei staalblaa Svendeflok udenfor
      vogter der en søvnig Herre.
Klippen, som steil ved Stranden staaer,
      maa skjolddækt Nattevagt være.

Men Arnerøgen, som Aand af Grav,
      stiger sort fra Hallens Tinde.
Være den Vandrerens Ledestav,
      for skjulte Stie at finde!

Naar Døren aabnes, en Hundeflok
      bister frem fra Gruen springer.
Kommer der Fiender, veed den nok
      at finde Mændenes Bringer.

I Krogen graaner et fugtigt Seil.
      Biler Tand i Bjelken holde.
Ilden sig ofte seer i Speil
      i Loftets bugede Skjolde.

Og Buer brede fra høien Knag
      ud de snoede staalblaae Arme.
Bunter af Pile hænge bag
      og Bjørnesener og Tarme.

Frem tvende Guder bag Egebord,
      hvergang Ilden blusser, træde:
Odin det er og Asathor,
      som staae ved Huusbonds Høisæde.

Fra Odins Hoved en gylden Knap
       -- Solens Billed -- Mørket bryder.
Asathors Hjelm med staalblank Tap
      af Mulmet neppe sig skyder.

De Stjerner blikke, som i en Brønd,
      ned i Hallen gjennem Ljaaren.
Fjeldtinden hilser med Birken grøn
      der nedigjennem om Vaaren.

Paa Bordet ligger et Horn af Guld.
      Sød paa Randen perler Mjøden.
Natten forgjæves ud sin Muld
      har rystet over dets Gløden.

Lig blanke Stjerner om Qvelsky rød,
      mange dyre Stene ringe
sig om det Guldhorns hule Skjød,
      hvor sære Runeord klinge.

I Krogen slumrer paa Bjørneskind
      gamle Huusbond. Haaret svømmer
graat, lig en Fos, paa furet Kind,
      og nedad Bringen det strømmer.

Den vakkre Gubbe forvist i Qvel
      kyssed Hornets fagre Kinder.
Mjøden isøvne til hans Sjel
      nu klæber Ungdommens Minder.

Mon hjalp Han Harald i Hafursfjord
      tretti Kroner raskt med Sværdet
hamre til gylden Ring om Nord,
      i Kongers Blodflammer hærdet?

Mon negted' Han, som saa mangen Helt,
      arvet Guld til Ringen lade?
valgte det flyvende Seil til Telt,
      og Bølgen til Odelstade?

Ingen veed det; thi Slemmedegn
      brændte Hallen og Ættens Sidste.
Bauten paa Høien har intet Tegn,
      og Saga har glemt hvad hun vidste.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt