Fru Louise Brun.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png

(30 Januar 1866).[1]

Kor (bag scenen)

      Farvel, farvel
    fra ven, fra folk, fra fædreland!
    Nu er det endt, dit stille virke,
    dit ord, din sang til åndens pris
    i kunstens glade kirke.

Herre-kor

     Tak, for du kom med ungdoms-mod,
    der den forsagte skare stod,
    som skulde prøve første gang!

Dame-kor

     Tak, for du kom i morgengry
    med kvinne-takt og kvinne-ly
    til kunstens ungdoms-viltre trang!

Alle

     Tak for hvert vår-skud i dit bryst,
    tak for din tones milde lyst,
    tak for det fine, blege skær,
    som farved alt, du rørte her.
    Tak for din ædle, tause færd,
                tak, tak,
    tak, for du gav vor gærning værd.
                Tak, tak!

Epilog.

           Vi have nylig seet gå forbi
    et billede af livet, strengt, alvorligt,[2]
    en sjæl, til fangetagen af begær;
    dens hele liv blev til et arbejds-fængsel.
    Religionen synger ind sin salme,
    og poesien, kunsten spreder sol;
    men sjælen træller, intil håret blegner.

           Hun, om hvis minne vi er samlet her,
    har følt det tidlig under hårde vilkår,
    som stængte livet, og som mørkned sjælen, -
    hvorledes menneskene gik i berg!
    Og hun oprørte sig imod det; ti
    af store kræfter fødes lysets længsler:
    hun vilde frelses og få frelse andre!
    Hun søgte udad med urolig ånd
    til folk, til bøger; men blev tankefuld,
    som den, der fant ej; - innesluttet
    som den, der tør ej; - alt intil en dag
    han, som af æventyr og kæmpe-sagn
    fik den forunderlige trylle-bue,
    stod op og spillede mod dal, mod fjæld:
    stig frem, stig frem, af folke-dybet frem,
    du skabermagt, som alt i folkets morgen
    dets billed løftede til skræk, til storhed
    i asa-drømmen og i tursers værk!
    Som fjældet luder over eget afspejl,
    vi så vort liv i dette tanke-hav,
    med vår, med vinter og med vår igen. -
    Vort billed gav du tit i sang og sagn
    i mørke tider og i lyse med,
    vort billed møder os, hvorhen vi går, -
    men folket ser det ikke, ser ej op
    fra arbejds-tanken og fra vane-gangen! -
    O, væk det, løft det, lad det se sig selv!
    ti før det ejer ej sin egen ævne!

           Og det gav genlyd! Scenens alver
    frem myldred om ham, der han stod og spilled!
    De tændte lamperne, de rejste grotten,
    de støved dragterne fra Holberg af
    og spøgte i dem under pudder-skyen, -
    fór op på fjældet i en sommer-nat
    og fanged sæterjenten, mens hun sov,
    og skræmte livet af den gamle frier!
    De dansed nisse-dans i tusmørk vinter
    og legte tag-fat med sin egen skygge.
    De dypped hykleren i sukke-dampe,
    de bandt lov-trækkeren i spinnel-tråde;
    de strødde pengene, en gerrig samled,
    de spænte fødder und-af bygde-paven!
    De sanked tårer, den forførte græd,
    og lagde dem på altaret som perler.
    De smælted hadet i den hårdes bryst,
    det faldt som regn på fiendens tørre ager;
    de bandt bagtaleren til halen af
    de vilde rygter, som rundt landet pisked, -
    beregneren, som løb, hvergang det kneb,
    de skød på havet i en åben båd, -
    men han, som ofrede sig selv, sit eget,
    de bar mod himlen på sin glade latter.
    Snart slog de trylle-ring om to, der elsked,
    og drog dem rødmende helt frem til altret;
    snart drog de skikkelser af kæmpe-grave
    og lod dem skride mellem nutids-myldret.
    - Der var ej nogen, som fik længer fred,
    sig selv, sin dårskab, fædrelandets krav,
    det heles sejer og det halves ynk,
    ja, troens folkemagt og tvilens slaphed
    snart folket følte i sit eget billed,
    da skarpt i scene-lyset det blev stillet.

           Men hun var kommen med! Den første tone
    traf hendes bryst og vakte tusen minner
    om noget, som hun aldrig havde vidst!
    Den første aften, tæppet rulled op,
    kom frem med bange skridt en hvid-klæd en
    og bad om hjemstavns-ret for Norges kunst,
    den unge scene-kunst; - men var så ræd,
    den bløde stemme skalv og øjet svigted:
    dog ud af stemme, øjne, skikkelse og gang
    klang en forjættelse i al sin blyhed;
    ti hun, som sagde disse første ord,
    hin mørke pige med det dybe øje,
    se, det var hende!

           Hendes kunst gik snart
    i milde stråler gennem aften-stunden. -
    I magisk blinken alve-let den lyste
    på skjulte længsler og på halv-gemt sorg,
    men dæmpet, sagte. Rørte hun ved glæden,
    kom samme varhed. Men vi alle følte
    så rigt et væld, at hvis hun bare havde
    en ubevogtet stund det ladet stråle
    i al sin innerlige mægtighed,
    det havde båret hende selv fra jorden.
    Ja, hendes stille gang igennem livet
    var ikke svaghed, men behersket styrke,
    var ikke frygt, men dyb ærbødighed
    for disse sjælens mægtige: - eksempel
    for ædle kvinner, som for stærke mænd,
    og det skal kranse hendes rene minne. -

           Men det hun tidlig havde lært sig selv,
    hun lærte andre. Når hun stod på scenen
    og gav et billede af kvinnens kamp
    mod råhed, hæftighed, mod vildt begær,
    så, - skønt hun brugte kun en kvinnes våben,
    den tause værdighed, det fine smil,
    den lette spot, den sejers-sikre latter, -
    de spilled blinkende i åndens dag-skær,
    og bragte sejren under silke-fanen.
    Hun rejste skranker om den svage kvinne,
    (som stødes, trænges i et halv-bygd samfund),
    hun opstod her og talte foran tusen
    aften på aften om en kvinnes værd.
    Var det ej hendes kald fuldt at befri
    alt det, som drømmer i et kvinne-hjærte,
    hun kunde værne det i al sin skønhed.

           Hun fik af kampen noget skarpt og taust; -
    men undertiden kunde hun i sang
    udsende lifligt bud, forløst og fri
    og af sit fulde hjærte! Da fornam vi
    en sådan længsel efter hel, fuld fred,
    at tanken grebes af vemodig anen. -

           - Nu er den opfylt! - Sørgefloret hænger
    om hendes navn, og klokken har alt kimet.
    Nu har hun kaldet os for siste gang
    hid til sin scene, at vi her kan takke
    for det, hun gav os. Ti som hun har givet,
    har ingen anden! Hun gav af sin smærte,
    mens hjærtet blødte under fine smil.
    Hun bød på tårer af sin egen kamp
    og gav os glansen af sin egen sejer.

           En rørt, af bønnen båret tak, du ædle,
    fra dine brødre, dine søstre alle!
    Fra Norges unge kunst bestandig tak!
    Fra kvinnerne, hvis rene tolk du var,
    farvel og tak! - Fra alle dem, du løfted
    på åndens vinge-par mod skønhed op,
    endnu en gang en krans, - det er den siste.

(lægger den foran bysten)

    Nu glæder Gud dig i sin lyse himmel,
    og vi vil glæde dig med god erindring.

Kor (dæmpet bag scenen)

                 Farvel, farvel!
                Nu i din grav
                hvert savn er glemt,
                men hvad du gav,
                skal være gemt.
                Skud af din ånd
                skal spire her:
                en liljevånd
                i smærtens skær.

                 Farvel, farvel
                du længsels-sjæl,
                nu har du fred
                og smiler ned,
                nu har du fred
                i evighed.
                Gid vi må gå
                så glad did ind,
                gid vi må nå
                en tro som din!
                Farvel, farvel.

[rediger] Merknader

  1. Den afdøde havde været med at åbne det første norske teater, som Ole Bull oprettede.
  2. "Søstrene på Kinnekullen" var opført.


Digte og sange 1870

Del 1

Del 2

Del 3

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt