Guldbryllupssang til grosserer P. Schreiner og hustru

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

Det var ved Pinse, de to gik til Kirke,
længe - for femti Aar siden engang;
dengang som nu stod der lysgrønne Birke,
blomhvide Hægge, og Vaarknopper sprang;
og alt det Solblink, han eied med hende,
Lune og Sind ifra Ungdommens Tid,
har han, til Aftenens Guldskyr sig tænde,
trofast bevart i halvhundred Aars Strid.

Det var, fordi han saa vaarmodigt trode,
at han i Stilhed saameget fik saat.
Thi han har elsket den Stad, hvor han bode,
levt og sig glædet i, hvad den har naat,
haabet og muret med trofaste Fæller
uden at tænke, at det var saa stort; -
det, som er blevet, nu staar og fortæller
om, hvad den Slægt, som gik foran har gjort.

Tause de skuer, mens Kvældskyr sig tænde,
henad den Vei, hvor dem Livet har ført,
og de har prøvet, Kvartalet kan brænde,
uden at derfor end Stuen blev rørt.
Ja, det er fagert at mindes tilbage,
se, at det alt var en Brudefærd kun,
at just de skyslørte Prøvelsens Dage
bar ind i Hjertet den solrigste Stund.

Det var ved Pinse, de to gik til Kirke,
længe, - for femti Aar siden engang;
dengang, som nu, stod der lysgrønne Birke,
drivhvide Hægge, og Vaarknopper sprang.
- Nu gjennem Kvælden gaar Guldbryllupssangen,
nu er der Børnebørn, Tindingen hvid;
mattes end Foden, han styrer nok Gangen,
han, som har fulgt dem fra Ungdommens Tid.



Digte II (av Jonas Lie)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt