Høiland-Mary

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(AF ROBERT BURNS)


I Skrænter og Strømme og Bredder
      omkring Montgomerys gamle Kastel,
smuk være hver Blomme paa eder,
      og aldrig grumset det rislende Væld!
            Der allerførst Somren sig teer
            og allerlængst dvæler den der.
      Thi der, der tog jeg det sidste Farvel
            med søde min Høilands-Mary.

Ungdommeligt Birkene funkle.
      Hvor rigt er blomstrende Hagetorn smykt!
Thi i deres duftende Dunkle
      der har til Barmen jeg hende jo trykt.
            Henover os begge afsted
            paa Engleving Timerne gled.
      Thi kjær som Livet og Lyset mig var
            min søde, min Høiland-Mary.

Med Favntag, som vilde ei briste,
      med tusind Løfter den Time gled hen.
Men Afskeden var ei den sidste.
      Vi svore Begge at sees igjen.
            Men o! den iiskolde Død
            min deilige Rosenblom brød.
      Nu, grøn er Tørven og Mulden er kold;
            det glæder min Høiland-Mary.

O bleg er, i Døden henvisnet
      den Rosenmund, jeg saa ofte har kyst.
Det straalende Øie er isnet,
      som har med Ømhed saa tidt til mig lyst.
            Nu smuldrer det Hjerte i Muld,
            som elskte mig trofast og huldt.
      Men stedse skal i min inderste Sjel
            du leve, min Høiland-Mary.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt