Havfruen

- - Aa sig, kan Du mindes de tusinde Gange,
vi løb ned til Fjæren for Smaamort at fange?
Med Dragsuget sprang vi saa begge omkap,
fra Kallen i Havet bestandig vi slap.

Ja, mangt skal Du mindes, imens jeg Dig vugger
og Havgulen blaaser og Bølgerne rugger; -
- hun sidder og graater nu over din Kind,
som gav Dig sin Sjæl og kun levte ved din.

Men engang som E'fugl ind Fjæren jeg styred,
da laa Du bag Stenen med Riflen og fyred,
Du traf mig i Brystet, og Blodstriben der
er, Vennen min! Mærket, jeg efter Dig bær.