Huldrens Løfte

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Stranden er ſteil, og Fjorden er trang,
dens Bølger gaae for en ſagte Vind;
Bonden ſynger en gudelig Sang,
og ſtyrer ſin fattige Baad derind.

Da vaagner Huldren i Klippens Vraa,
og nynner for Bonden et andet Kvad:
„O, havde Du Skatten, jeg ſidder paa,
din Stakkel, da blev Du viſt meget glad!“

„Har Du vel hørt om den gamle Drot,
der ſad heroppe i Gildehuus?
Mjødhornet brugte han altfor godt;
de brændte ham inde under hans Rus.“

„Men Ringe og Plader af fagert Guld
faldt glødende ned paa min Kjelderbund.
Det ſkinner ſaa lyſt i den ſorte Muld;
læg hid til Stranden, og tag det kun“!


Og Bonden holder mod Stranden hen,
og ſtirrer paa Uren ſaa ſtivt han kan;
da gaaer der et hvinende Kaſt fra den,
da hvirvler Søen ſom Støv og Sand.

Da er han i Vinden, da krænger hans Baad,
han bjerger Seilet med megen Nød;
hans lappede Kofte er drivende vaad,
hans Davrepoſe er lagt i Blød.

Da ſiger han alle de Bønner, han veed,
og ſynger paany en gudelig Sang;
men Huldren raaber fra Fjeldet ned:
„Jeg driller Dig dog hver eneſte Gang!“



Nyere Digte (Welhaven)

II.

III.

  • Tomme Kæmpehøie 155
  • En Viſe om Hellig Olaf 160
  • Jutulsbjerget 164
  • Om Ridder Audun til Aalhuus 177
  • Bueſnoren 182
  • Kyſt-Billede 185
  • Nøkken i Kværnen 189
  • Eivind Bolt 193
  • Det omvendte Bæger 214
  • Den ſunkne Stad 220
  • I Nærødalen 223
  • Asgaardsreien 225
  • Paa Skibshøien 231
  • Det fredede Træ 238
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt