Hytten

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

EN JAGTHISTORIE


Første Jæger


  Herover, Jæger! Her er Ly:
        en Skorsteensmuur paaheld.
  Her kan vi os for Veiret dy.
  Lad Fuglen til imorgen fly,
        og Haren gaa i Fjeld!


Anden Jæger


  For Himlens Skyld! paa dette Sted?
        Jeg kjender det igjen.
  Her var en Jagt, og jeg var med,
  her klæber en Begivenhed
        i Blod ved hveren Steen.


Første Jæger


  Se her, et Kongelys har ind
        i Arnens Krog sig trængt.
  Der staaer det dødt med gusten Kind.
  Herind! Her bedre Ild maa op,
        naar Kjedlen paa er hængt.

  Se, Nesler gjennem Gulvet gro,
        saa aabent som en Rist!
  Og Taget maa du meer ei tro:
  her ligger Duefjedre jo;
        her slog en Høg forvist.


Anden Jæger


  "Ja her en Høg slog Due ned,
        med Næb og Klo af Jern:
  en fattig Vivs Uskyldighed,
  den hvide Glands om Armods Fred,
        dens skrøbelige Værn.

  Jeg mindes denne Plet en Dag
        med vilden Skog bedækt,
  før stakkels Arnes Øxeslag
  fik Granen fældet, Fyrren flækt,
        og reist sin Hyttes Tag.

  Her bruste Fyrrene med Magt,
        og Lyngen laa i Blod.
  Saa øde var den hele Tragt
  som Jorden, nylig nøgen lagt
        af Straffens sjunkne Flod.

  Her dufted vilde Rosmarin
        i søvnig Jæterdreng
  mangt Underværk af Drømme ind;
  og Bakkens mosbegroede Røs
        var hvide Troldorms Seng.

  Da sov jeg mere roligt der,
        end nu, om Højen var
  bedækt med Fløjl og Svanefjer;
  thi en lebendig Satanas
        herover jaget har.

  Jeg mindes denne Plet, fortabt
        i Skogens vide Skjød,
  da den engang i Sved blev skabt
  af Fattigdom om til en Eng
        af Kløver hvid og rød.

  Jeg mindes her en Hytte trang.
        Jeg seet har dens Røg:
  hvor mild og logrende den strøg
  til Skogen, som med Bøn om Plads
        for Hytten og dens Vang.

  Og Gran og Furu gjerne veeg,
        skjøndt Grundens Odelsæt.
  Men Satan drive kan sin Leeg
  i Skogens Øde, onde Blik
        kan glo i Skyggen tæt.

  Nu Hytten, somom den kun var
        en Larves Blomsterknop,
  saa hurtig som en natlig Sop
  forsvunden er; hvor Vangen bar
        nu voxer Skogen op.

  Thi Aand saa ond som Satanas
        herover jaget har.
  Hans Jagtrevier var denne Plads,
  og dræbende Forbandelser
        hans Hundes Hylen var.

  Hiin Aand vel gik i Blod og Kjød;
        men mere farlig saa
  han var, end om hans Væsen flød
  som tynde Taagegeist paa Myr,
        naar Qvellen svaler paa.

  Thi Flammer brændte i hans Blod,
        og Kjødet var i Gjær.
  Til Guld hans Hu ei ene stod,
  men fattig Skjønhed tog han god
        med brunstig Ulvs Begjær.

  Hans Ondskab blev ei mindre ved,
        at Han var Advokat.
  Da fik han Fjedrene, hvormed
  den Rovfugl fløj saa langt afsted
        han lysted Dag og Nat.

  Hidover Moen jog Han -- Ha!
        Haloh! Det var en Lyst.
  Vel bukked Vandreren, men tyst
  han ønsked: gid en Kugle fra
        din Flint sad i dit Bryst!

  Hidover Moen jog Han -- Ha!
        Haloh! Det var en Lyst.
  Jagttumlen hørtes langtifra,
  og muntre Sange tonte da
        fra Skogens dybe Bryst.

  Men Bulmen drikker Lys og Dug
        med en begjærlig Mund,
  men gjør til Gift dem i sin Bug,
  og Ondes Fryd er en Maneer
        at være ond paa kun.

  Hidover Moen jog Han -- Ha!
        Haloh! Da klang det da!
  Da hører Han alt langtifra
  i Skogens Dyb den klare Lyd
        af Lja, som bed ifra.

  Der gik i nybrudt Eng en Mand,
        af unge Hustru fulgt.
  Men Jægren saae, at arm var han,
  at Armods Dragt, hvor skjøn hun var,
        endmindre havde dulgt.

  Fra Skogen havde nygivt Par
        sig vundet Huus og Hjem.
  Just førstegang hans Ager bar.
  Fjernt suste lune Fyrre ned
        Velsignelse til dem.

  "Nu, Arne, har du her dig gjemt
        for Bladet i min Bog?
  Har jeg, saa har ei den dig glemt.
  Hvad, om din hele Rydningsplads
        jeg nu i Afdrag tog?

  Og har du fundet Raad tilsidst
        til Bryllup og til Bo?
  Hvad, om jeg nu din Hustru tog,
  som Fuglen ifra Magens Qvist,
        den Ene af de To?

  Men pas nu her paa Jagtens Gang!
        Der har du mit Gevær!
  Din Hytte er dog ei saa trang,
  at ei din Viv for denne Gang
        mig gjerne huser der."

  Foruden Lyst for første Gang
        til Huus hun fulgte Gjæst.
  Saa fræk og stolt hans Tale klang,
  og uden den dens Mening har
        hun i hans Øine læst.

  Hvor rulled, da han traadte ind,
        omkring de overalt!
  Fra dem i Flammer skjød hans Kind,
  da de paa Ægteparrets Seng
        af Straa og Røslyng faldt.

  Han Angsten saae i hendes Sind;
        han gjennemsaae det grant
  som Vindvets klare Balsamin;
  Han stirrede med Ormens Blik,
        der binder Fuglens Fart.

  Hvor undres Han! Thi første Gang
        ham Guldets Magter sveeg.
  "Jeg er et Barn af Nød og Trang;
  dog gjør din Tanke mere end den
        mig Kinden kold og bleg."

  "Du Nar, hvad veed din Mand deraf?
        Du for et Øieblik
  kan slette ud det hele Krav.
  Det er det usleste Salar,
        jeg i min Praxis fik."

  "Dog ingen anden Ejendom
        jeg har end Hjertets Fred.
  Det denne er du beder om.
  O Arne, Arne, Arne, kom!"
         -- Hun kun med Taarer stred.

  "Det koster Arne Huus og Hjem
        og al hans Rydningsjord,
  hvert Straa, som han har trællet frem,
  den Sved, hvormed han gjøded dem.
        Tro mig, jeg holder Ord!"

  Den Arme tænkte paa sin Mand
        og paa hans stride Sved.
  Saamangen Sommer trælled han.
  Nu alt gaaer tabt; det gaaer ei an.
         -- Hun kun med Taarer stred.

  Som Olje faldt de i hans Brand.
        Det Vaaben var for svagt.
  Hun tænkte paa sin arme Mand.
  Før Uhret faldt i Slag og slog
        var hendes Offer bragt.

  Men ude vinked Arne: "Se
        hvad jeg har skudt imens:
  en Duehun midt i dens Bryst!
  Men ak, nu ogsaa Magen dens
        vil dø af Hjertevee."

  "Jeg ogsaa skudt en Due har,"
        lo fuult den onde Gjæst.
  "Saa hvid som Sneens Glands den var.
  Jeg vædder paa, du er en Nar,
        og at jeg sigted bedst."

  "Og kom nu, Mand, med mit Gevær!
        Der! drik min Sundhed du!
  Og Tak for jeg har været her!
  Din Hytte og din Hustru med
        kan du beholde nu."

  Nu gik det over Moen -- Ha!
        Haloh! Det var en Lyst.
  Jagttumlen fjernte sig derfra.
  Dens Jubels Echo sagtned af,
        og Skogen blev saa tyst.

  Umærkeligt som Lyden døer
        langsad de Aaser blaa,
  henblegned Arnes unge Viv;
  ei Aaret løb tilende før
        i Hytten Liig hun laa.

  Mod Væggen skjulte Arne ei
        sin Graad da meer som før.
  Den strømmed frit i Furens Vei.
  "Nu dræber den ei hende meer.
        Nu frit den flyde tør."

  En Dag til Advokaten kom
        en Mand med Bylt og Stav.
  "Nu, Morder, tag min Ejendom!
  Alt er forbi, min Glæde død,
        min Hustru i sin Grav."

  Han løj. Thi ensom Maane veed,
        at Arne Natten før
  lod Hytten, hvor hans Hustru laa,
  fortvivlet op i Luer gaa
        til Alting brændte ned.

  Nu staaer kun denne Muur igjen.
        Kom, lad os gaa herfra!
  Maaskee er dette Hvide der
  en Rest af Arnes Hustrus Been,
        den Armes -- kanskee ja?

  Og dette gustne Kongelys
         -- kom lad os herfra gaa! --
  mig stirrer Sjelen fuld af Gys
  med Blik saa sygt som Arnes, da
        jeg sidste Gang ham saae.

  Thi Arne blev for Mordbrand dømt
        ved Advokatens Flid.
  Hans Tale bleven er berømt,
  Han talte stærkt, han talte skjønt
        for Jern paa Levetid.

  Men Arne er forlængst alt rømt
        af sine Slavejern.
  Sin Viv han syntes vinked ømt.
  Da sprang han over, som paa Skrømt,
        det svimmelhøje Værn.

  Ak, Agershuus, din Bastion
        af Kløver vajer rød,
  som om et vældigt Norgesflag,
  til Ære for den fri Nation,
        rundt alle Volde flød.

  Men mon du har en Kløverknop
        for hver en Draabe Blod,
  som flød uskyldig fra din Top,
  fra Herluf Hyttefads til Hans,
        der sprængtes om din Fod?


Første Jæger


  Men Advokaten selv? hvordan? --


Anden Jæger


  Han er en Hædersmand.
  Nu sidder han paa Dommerstol,
  og Folket troer han skifter Ret,
        som Gud sin Regn og Sol.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt