Reenlighed eller linerlen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Mel. Sidste Afsnit af: "Skjære, skjære Havre").


Bækken gaaer i Engen;
Bækken godt sig morer nok:
springer over Rod og Stok
og over høje Stene.

Bækken leer bag Grene;
hør den leer i Græsset godt!
Alt hvad der er sort og graat
kan Bækken ikke lide.

Liden Bæk vil gnide
Stenens stygge Ansigt hvidt,
vasker den saa jevnt og tidt
med Voverne, som glide.

Reen den blier med Tide,
om den ikke bliver hvid.
Dengang Stenen trilled did,
da var den sort og muldet.

Nu er den som Guldet.
Reen som Guld jeg ogsaa bli'er,
blot du, lille Bæk, mig gi'er
i Haanden blot en Draabe.

Jeg kan længe raabe;
Bækken gjør dog ikke Stop,
løfter ei en Draabe op
at øse mig i Haanden.

Men paa Siljevaanden,
voxende paa Bækkens Bred,
hopper liden Erle ned,
og dypper hele Vingen.

Hjælp dig selv, er Tingen!
Det jeg har af Fuglen lært.
Bækken har mig Vand forært;
men selv jeg maa det tage.

Nu kan Fuglen jage
rundt i Himmelen med Lyst.
Se, hvor straalende dens Bryst
de friske Vinger føre!

Jeg som den vil gjøre:
Haanden vil jeg dyppe ned,
vaske den og Ansigt med,
saa det ta'er ingen Ende.

Saa tør jeg det vende
freidig did hvor Fuglen fly'er,
see, om ei blandt Himlens Sky'er
en Engels jeg kan kjende.

Milde Blik de sende,
naar de see, at jeg er reen
som den klare Ædelsteen,
der kan i Mørket brænde.

Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt