Vesle-hans'es eventyr i skoven

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

BØRNEVISE OM BARNLIG KJÆRLIGHED

(Mel. Skjære, skjære Havre.)


"Vinteren er kommen.
Se, hvor hvid den lyser!
Hututu! min Bedstemoer
hun sidder nu og fryser.
Jeg maa gaa i Skoven,
finde Qvist og Qvas derfor.
      Hun jo mig
      saa tidt hos sig
har varmet ved sit Hjerte?"

Vesle-Hans til Skoven
vandrer ufortrøden.
"Stakkels gamle Bedstemoer
har ingen Ved til Grøden.
Bare ikke Ulven,
bare ikke Bamsen stor
      bryder frem
      fra Skovens Hjem
og tager hele Gutten."

"Gamle Bedstemoder
maa da Livet miste,
stirre paa den vilde Skov
til hendes Øine briste.
Jeg igjen vil komme,
kjære Ulv, og bli'e dit Rov
      bare jeg
      maa gaae min Vej
med dette lille Knippe."

"Hør hvor Vinden tuder
i de tørre Grene!"
Vinden har saa barsk en Røst,
men vil dog bedre mene:
den vil bare give
Hans hver Qvist, som sidder løst.
      Hans skal den
      ta'e op igjen
og i sit Knippe binde.

Nu er Knippet færdigt;
knapt han kan det bære.
Det sin gamle Bedstemoer
vil Vesle-Hans forære.
Hvor skal Vej han finde?
Sneen over Stien foer.
      Glad og angst
      han ta'er sin Fangst;
men veed ei Vej at finde.

"Hu, hvor fælt det rasler!
Bamse! Hu! der er den!
Hans dog slipper ei sin Bør
for alt hvad godt i Verden.
Liden Ekhorn bare
al den Støi i Skoven gjør:
      den kun vil
      ham Vejen til
hans Bedstemoder vise.

Liden Ekhorn foran
hopper langsad Gjærde,
svinger sig fra Green til Green;
der er ei Ondt paafærde.
Vesle-Hans bagefter
slæber sig paa tunge Been.
      Gode Børn
      ei Ulv og Bjørn
tillader Gud at ændse.

"Gudskelov der ligger
Bedstemoders Hytte."
Ekhorn sætter sig paa Tag;
nu har han gjort sin Nytte.
"Nu skal Bedstemoder
varme sig i Ro og Mag.
      Eventyr
      om Skovens Dyr
hun skal mig nu fortælle."

Vesle-Hans paa Døren
banker med sit Knippe:
"Kjære, gamle Bedstemoer,
du vil mig ind dog slippe?"
Bedstemoder spørger,
saa han knap sit Øie troer:
      "hvor har du
      vel plukket nu
de Blommer, som du bærer?"

Hans ei troer sit Øje.
Er det bleven Sommer?
Hver en Qvist i Knippet var
bedækt med friske Blommer.
Heggen sine hvide,
Tornen sine røde bar,
      Birkens Blad
      saa frodigt sad
som ved Skjærsommertide.

Vesle-Hans med Taarer
sig mod Væg mon vende:
"Hvilken Gavn er nu derved?
Det kan jo ikke brænde."
-- "Kan det ikke brænde?
Ak, mit Barn, din Kjærlighed
      er den Ild,
      som, varm og mild,
min Vinter gjør til Sommer."

Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt