Impromtu over et par briller

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

De forlanger, jeg skal pligte
ved paa Stedet her at digte
over disse Brilleglas,
jeg for Dem har slaat iknas.
Det er strængt, min kjære Frue!
naar man træder i en Stue,
da at se, om Tæppet ei
lægger Briller paa Ens Vej,
eller endog tænke over,
hvor sin Middag Manden sover,
og at just paa dette Sted,
de er faldt paa Tæppet ned . . .
De var gamle, de var gode,
passed til hans lærde Hode
som . . . som . . . som . . . ja i en Hast
alt, hvad er som voxed fast, -
gav ham over Næsens Hummer
saa omtrent det samme Nummer,
hvormed alle andre sér,
samme Glassort, samme Brydning,
samme Farve, samme Tydning,
samme Billede og Skjær,
som de gir for Paal og Per
og alverden med lidt Viden
om hvad menes nu fortiden.
Til at spørge var der Føje:
har vi maaske samme Øje
saadan rent tilfældigvis
allesammen, alle alle . . .
De kan spørge allevegne,
tvile kan vi dog ei paa,
at de gode Byens Briller,
som vort Syn paa Tingen stiller,
- at de ere vore egne.
Eget Syn og eget Blik
hvermand jo ved Fødslen fik;
eller - mon det sjelden er,
vi med egne Briller ser? -



Digte II (av Jonas Lie)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt