Jonas Anton Hjelm

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

"Geni! Geni!" Og Det er alt
hvad Verden har om Hjelm fortalt?
-- Et Raab saa prægtigt som Hæres Hil;
men huult og frostigt som tvunget Smiil.
Det er Tributen af Dumhed piint,
Misundelsens Hyldest med Vee udhviint.
Dets Glands om Navnet er Vinterrimen,
som døer i Dampe med Morgentimen.

"Geni! Geni!" Og Intet meer?
Hvor Verden fattig paa Roes dog er!
Det er at skildre et Jordbær rødt
og rundt, men ei hvor det dufter sødt.
Det er som vil for sin Brud en Nar
den Rose skildre, han hende skar:
"hvor hed den blusser!" Men glemt gaaer Duften,
og Duggen ubemærkt hen i Luften.

Det er som vil en bortreist Gjæk
Amerika skildre med slige Træk:
"Tro mig, det Land er en Verdensdeel,
uhyre stort ifra Kap Farvel!"
Savannens blomstrende Ocean
og Kapitolet -- det saae ei Han,
ei Missisippi, hvis dunkle Strømme
om nye Frihedens Undre drømme.

Geni? Gid Verden altid bar
paa Læben Sandhed saa soleklar!
Men En jeg kjender, som mere veed,
et Barn af Himlens Retfærdighed,
den stumme Engel med Finger paa Mund,
som for den Miskjendte teer sig kun,
som søger Graven før den blev redet,
og længe forud alt kjender Stedet.

O Denne, som ei Sprog forstaar,
men godt hvoraf et Hjerte slaar,
som skjønner Tanke saa godt som Daad,
og samler Ømhedens skjulte Graad --
Den veed, saa klog som Du er, at Du
et større Hjerte dog har endnu.
Men dersom Mennesker Sligt forstode,
at Du var mindre de Tosser troe'de.

Dit Haar Du tidligt graat har tænkt.
Det er som Aske paa Ilden sprængt.
Ak det skal hvidne som Skum paa Sjø,
og Ilden blegne og Gløden dø;
men ingen Fønix af Lykke derfra
skal stige over dit Liv endda.
Men dø! Sørgmodigt skal Folket møde
som var din Gravhøj dets Arne øde.

Som Mulden tungt, der falder paa
din Kiste, da skal dets Hjerter slaa.
Da lytte de, og som bange Børn
din Røst de høre i susende Tjørn.
Da mindes de, at dit Øjes Brand
var Glands af dæmpede Taarers Vand.
For Hjertet glemme de da Geniet,
og dække din Grav med det Flag Du befried.

Hvor arm min Magt! En usel Pen
jeg strækker udad og ta'r igjen,
mens, strakt som Pen ud, tilbage som
en Fakkel det burde at den kom:
en Fakkel, hvormed jeg tændte an
et Offer for Norges største Mand.
Nu disse Linjer jeg som en Skare
af glimrende Orme foragter bare.

Thi viid, min Vilje var, at see
hver rythmisk strømmende Digtidee
som Rad af Helte til dig udsendt
med Banner sænket og Glavind vendt;
at Harpen var en Triumfport reist,
hvor Du blev Fristatens Formand keist;
at Ord ei udbølged, men Møer, der bragte
dig Krandse, mens Mødre de Smaa dig rakte.

Jeg vilde, at mig en Brud var skjænkt,
en Qvinde skabt som Seraf er tænkt,
at jeg i Blomsten ved hendes Bryst,
naar først den Elskte den havde kyst,
Dig kunde række meer dyr Present,
end om mit Blod i dit Fodspor sprang,
end om min Harpe var Guld og knastes
for paa din Bane som Støv at kastes.

Men den, ak den er jo kun en
vildvoxet isammenbøiet Green.
Med Blade grønnes den dog hvert Aar;
men snart vil komme engang en Vaar
da Straaet grønnes meer stolt end den,
da Arm og Been jeg har strukket hen
dybtunder det Fædrelands Muld, din Tale
velsigner mere end Sol og Svale.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt