Kaadt ukrudt

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

     Det er Uretfærdighed,
     naar saa tidt man siger: Tiden
     er prosaisk bleven siden . . .
     ja, hvad Tid? Man neppe veed.
     Tør jeg sige frem min Tanke, --
     Tiden blev saa tør og trøg,
     just det Aar den arme Klager
     nødtes Pegasus at banke,
     som var døsig, doven, mager,
     saa han havde redet Ranke
     paa et ganske usselt Øg --
     kort, da Aaren sagde stop,
     og som Bæk i Sandet endte,
     Pennen bedes næsten op,
     Hovedet af Blod kun brændte,
     Tankerne gik op i Røg,
     Nattergalen selv erkjendte,
     at den ikkun er en Gjøg.

     Det er Uret, Skam og Løgn
     mod Naturens friske Ynder,
     stedse spirende igjen,
     Synd mod Solen, som hvert Døgn
     lige klar sin Vei begynder,
     som da første Morgen den
     straalte Skyerne isønder.
     Mon vel Duggen, som opvakte
     Paradisets Blommer, var
     mere tindrende og klar
     end hvert Sommergry den bragte?
     Mon de samme Stjerner ikke
     ned paa vore Hovder blikke
     som paa Hyrderne ved Frat,
     der i hine stille Nætter
     paa de babylonske Sletter
     samlede sin Viisdomsskat?
     Paradiset lagdes brak,
     men tilvisse uforandret
     ud er over Jorden vandret
     vor Passionsblomst, Gyldenlak,
     Nellik, Rose og Levkøje,
     Glemmigei med Barneøje,
     Georginer, Oleandre,
     Tulipaner og de andre
     Skjønhedsundre, hvoraf knapt
     -- selv af Digters Fantasi,
     gjort ved Døden dobbelt fri --
     nogen kan meer herlig gjettes,
     mere kunstig sammensættes,
     tænkes meer fuldkommen skabt.

     O, vi i Naturen skulde
     lade vore Sjele leve
     mellem disse underfulde
     Paradisets Syner, som,
     medens Seklerne henrull'de,
     uforandrede forbleve
     ved en tillagt Naadesdom.
     Af Hendøen den ei veed,
     Tider, Aar den ikke kjender
     i sin glade Evighed,
     som, begyndt engang, ei ender.

     Om vi os ei hylle ind
     i arkadisk Gjedeskind,
     som i Orfei skjønne Dage,
     da han gjennem Hellas kunde,
     fulgt af Steen og Træer, drage,
     da ved Sangerheltens Nærmen
           selve Hermen
     beenløs dandste gjennem Lunde:
     skee dog, mens de Fleste blunde,
     slige rare Ting endnu,
     at man tænke maa (med Glæde
     Somme, Somme og med Gru)
     at vi i den Skabningskjæde,
     som os favner overalt
     -- i det Træ, som har sig hvalt
     foran Døren, i de Blommer,
     som hvert Aar tilbagekommer, --
     have Vidner til vor Færden,
     mindre dumme, mindre stumme
     end man tænke vil i Verden.

   "Nu, Farvel!" sagde min Ven en Sommeraften, efterat vi,
under fri Himmel, igjen som sædvanligt havde disputeret om
Jødernes Adgang til Norge. "Lad dette være sidste Gang! Men,
min Bro'r, hvad er det for et Blomsterbed, du har der? Bare
Ukrud paa den Solsikke nær! Tidsel, Valmue, Torskeflab, Burre,
Kongelys og ja for Gud Bulme. Ellers kunde der nok blive
noget af den Flek, ligesom af Norge, naar du bare vilde rydde
dygtig Steen væk. Den er et lidet Norge, vanrøgtet og fuld af
Ukrud."
   Jeg kunde ikke sove af Ærgrelse over min Vens Indven-
dinger mod Jøderne, gik ned og satte mig paa Bakken. Det
var mod Dagningen i Juni Maaned. Men hvad skulde jeg see
og høre! Da den første røde Linje løb langs med Aasen, hørte
jeg en Lyd tæt ved mig som et svagt Haandklap og jeg saae
Solsikken aabne sine mangfoldige øreagtige Blade og ligesom at
vende dem frivillig lyttende omkring. Men det var forat vække
de Planter, der sov omkring den paa Steenrøsen; thi medeet
begyndte, med en Stemme, som en Slags Mundharpe,


Solsikken


     "Nei, vil man se! Klokken er To;
     Alle endnu i den dybeste Ro.
     Men om jeg øiner ei feil gjennem Laagen,
     er der i nærmeste Have endnu
     ikkun en briskende Morgenfru vaagen.
     Rigtig! Godmorgen, Godmorgen, min Fru!
     -- Her, hvor jeg har mit Forbandelsessted,
     siden min Hosbond fandt frem af sin Lomme
     netop mit Frø, som han puttede ned
     her paa en Plads, hvor jeg blot kunde komme
     midt i det sletteste Selskab -- se her,
     medens jeg vaager fra Aasen i Kammen
     fik sig det første mildtrødmende Skjær,
     sove de Bestier rundtom mig sammen!
     Valmu, vaagn op, du søvnige Hund!
     Torskeflab brug nu din gabende Mund!
           Kongelys hold
           op med din Nikken!
           Bulme, dit Trold,
           fuld fra igaar,
           døsig af Drikken,
           blandet med Gift,
           som du forstaaer
     ud dig at suge af stenige Rift --
     væk ved et Stænk af dit Bæger,
     Burren, den lurende Jæger!
     Tidsel, holla! du give den hvide
     Smælde et Puf i dens Side!
     Vækker hverandre, saa skulle I see
     udført i Leeg en satirisk Idee.
     Nu er vor Tid just. I veed den er knap:
     kun ifra Dagbryn paa Aasenes Toppe
     indtil det Første af Solen er oppe.
           Derfor saa rap!
     -- -- --
           Men -- for Død og al Ulykke!
           sidder ikke Hosbond der?
           Han med Rod mig op vil rykke,
           har han hørt min utaksomme
           Klage over at jeg her
           (hvor jeg dog en Hersker er)
           skulde frem af Jorden komme,
           mens jeg ellers ganske vist
     hen var døet i hans Lomme.
     Stille! her maa bruges List.
     Snig dig, Snerle, hen at see!
     Piben ligger paa hans Knæ,
     saa jeg troer forsandt han sover.
     Giv, til et Forsøg, ham over
     Haandens bagre fine Flade,
     Kongelys, et lidet Klap
     med de graa flanelne Blade!
     . . . Ei! han taaler jo et Rap,
     saa mit Spil jeg rolig vover.

     Seer I disse mine hundred
     Øren, alle smukt forgyldte,
     altid med en Nyhed fyldte,
     som etsteds de snappet har?
     For Exempel nu ikvel
     hørte jeg med dem forundret
     paa vor Hosbonds og hans Vens
     timelange Passiar
     indtil hver af dem var lens,
     gik og bød et træt Farvel.

     Men det kan jeg aldrig glemme,
     at den Ven, den bittre, slemme,
     lignede tilsidst vor Røs,
     da lidt vild Vegetation
     kanskee der er kommen løs,
     med sit Land og sin Nation.

     Nu! for os maa det jo være
           største Ære.
     Derfor lad os efterabe
     hvad jeg hørte der kan hænde
     i det frie Norges Land!
     Vi et lidet Norge skabe
     her fra Røsens ene Ende
     til dens anden magre Rand!
     Vælger nu Enhver især
     sig en Tro, et Folkefærd!
     Søger saa hos mig, der spiller
     herskende lutherisk Kirke,
     om at vinde Plads i Landet!
     Hvilken Galskab saa er blandet
     i hvad han sig forestiller,
     kan det ei hans Ret forvirke.
     Kun, er Supplikanten Jøde,
     vi fra Røsen ham forstøde.
     Vælg nu! Lad tilbage blot
     blive Jødetro og Spot
     for Resedaen dernede,
           som saa længe
     har forsøgt sig hid at trænge
     efter Ly mod Solens Hede!
     Lad den der paa Skrænten daane!
     Skulde jeg min Skygge laane?
     Nei, den er, som den tilforn
     altid var, mit Øjes Torn."

   Nu blev der en Tummel og Trængen. "Jeg er Romersk-
Katholsk," sagde Kongelyset, "fordi jeg ligner Strasborger-Mün-
ster." "Og jeg græsk," sagde Gjetramsen. "Vær saa god, tager
Plads!" nikkede Solsikken naadig. "Vort Norge er et frit Land
som I see." "Og jeg er rigtignok ikke stort meer Christen end
Jøde; men jeg fører dog et christent Navn; jeg er en Kvæker,"
sagde den brune Skræppe. "Nok med Navnet. Tag Plads!" sva-
rede Solsikken. "Men jeg -- mumlede Valmuen -- jeg bliver vel
udelukt, for jeg er en Mahomedan?" "Langtfra! Vær saa god!"
"Saa kan jeg maaskee være en Ildtilbeder?" sagde den brand-
gule Hanefod. "Og jeg dyrke Sol, Maane og Stjerner?" sagde
Tidselen. "Og jeg Jaggernaut?" "og jeg den store Slange?" "og
jeg Koen?" -- "kort vi ere Afgudsdyrkere," raabte en heel Klase
af Ukrud. "Kommer ikke an paa," sagde Solsikken, "Landet er
ikke lukt for Eder." "Men for mig -- mumlede den gustne
Bulme -- Jeg er en Jezide; jeg dyrker Djævelen, det onde
Princip." Solsikken spidsede et Par Øren og skjærpede dem mod
hinanden som Græshopperne gjøre med sine Vinger; men efter
en kort Betænkning sagde den dog: "Ogsaa dig tillader Loven
at være i Landet. Vær saa god, Djævletilbeder!"
   Derpaa bøjede Solsikken sig noget og sagde i en streng Tone:

     "Men du Urt, som saa beskeden
     vil dig liste ifra Heden
     under vore Blades Skygge
     for i fede Rift at bygge,
     siig mig: efter dine Lader
     og din Kryben: du er Jøde?"


Resedaen


     "Saa bestemt det er jo blevet.
     Ydmyg min Bekjenden lyder:
     Gud er een og Alles Fader."


Solsikken


     "I vor vise Lov staaer skrevet
     Ord, som med et evigt Ban
     dig fra Landets Luft forstøde.
     Folkets faste Vilje byder,
     at du være skal fordrevet
     fra et frit og oplyst Land."
   Men jeg afbrød den med et dygtigt Nap, saa det var forbi
med den herskende Kirke; og da jeg fik Luft i Ukruddet, op-
dagede jeg til min Glæde baade en liden Centifoliebusk, som
jeg havde sat om Vaaren, men opgivet, og en af de deilige tre-
farvede Konvolvler med røde, hvide og blaa Blomster, slynget
yndigen om Rosen. Denne var vel noget fortrykt, men en fuld
Knop bar den dog, og med denne søde Mund hørte jeg den sige
til Resedaen:
   "Kom til os, du Forstødte! Vi skulde give dig Ly. Vi ere
Norges rette Symboler: Vi ere Kjærligheden og Friheden."



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt