Landeveien

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Op vaaknet jeg som barn en julinat
forvirret, underlig beklemt, betatt.
I drømmens skin
mot himmelbrynet salig smeltet ind
stod gamle trær urørlige og tunge
og blandet dypt sin aande med de unge.

Forbi
det lille huset, som vi bodde i,
gik under lvøet
den brede landevei forlatt og støvet.
Hvortil? Hvorhen? Jeg speidet mot det fri.

En verden, som jeg aldrig hadde kjendt.
der sat jeg høitidsfuld og smertespendt.

Hvortil? Hvorhen?
Til sorg, til bittert avgrundsliv kanhænde.
Fjernt hørte jeg en hulken gaa igjen.
Hvem graat saa sjælsopgit? Sorg uten ende.
Og denne veien hadde jeg fra nu at gaa.
Jeg sat og saa
ut i den lyse nat, til den blev træt og graa.

Og alle sov de - søsken, far og mor.
Jeg ensom vaaket paa den stumme jord.

Og angsten kom.
Hvad vilde livet mig? Hvad spaadde natten om?
Hvad skulde ske?
Jeg foldet mine hænder for at be.
Sorg, navnløs sorg, saa langt jeg kunde se.

I nat var hilmen stjerneløs og tom . . .

Dog samme dag gik atter leken frit.
Men mindre blev, er siden trofast blit.

Og veien har jeg gaat, det lange vei.
Hvorfor? Hvorhen? Jeg vet det ikke, jeg.

Alt er en drøm.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt