Med nogle bøgekjerner til udsæ ved Christianssand

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

[1]

Paa gamle Oddernæs vox op,
      du ædle Bøgesæd!
Vox rank, vox høj, indtil din Top
      blier Ørnens Ynglested!

Da skal hver Stamme nyde Agt,
      som om den var en Mand!
En Kjæmpeskov skal staae paa Vagt
      paa Lund for Christianssand.

Ak, sagt med Sorg og ei med Spøg,
      ak, mangen Mand med Sværd,
med Sværd og Hjelm, kan med en Bøg
      ei maale sig i Værd.

Thi Bøgen er en Patriot,
      ja til sin sidste Fliis.
Dens Væxt er et Arbeide blot
      til Landets Gavn og Priis.

Den drømmer i sin Skygge kun
      om patriotisk Daad.
Den tømrer stilt den seige Bund
      til kjække Sømands Baad.

Og sagte af metallisk Steen
      paa haarde Voxested
den suger Funker i sin Green,
      at varme Hytten med.

Det gamle Byens Furutræ[2]
      seer da din Væxt med Lyst,
og rister for hver Fod du groer
      en Rune i sit Bryst.

En Pagt skal mellem begge staae,
      fornyet hver en Vaar,
at Ingen af dem skal forgaae
      saalænge Byen staaer.

Giv Ungdoms Elskov snart et Ly,
      en Skygge gyldengrøn!
Den Gubbe, som dig planted, fly
      din Green en Stav til Løn!

En Slægt meer fri og stolt end vor
      beskygge du engang,
mens i dit Ly et Drosselchor
      dig gier en bedre Sang!

[rediger] Fotnoter

  1. Indsamlede af de prægtige Bøge, som voxe i en Nordbakke paa Ullevold -- i en Nordbakke, udsatte for Snoen fra Maridalen, og under denne Brede- grad, mens man troede, at denne Træsorts Grændse var en Grad sydligere, givende et brillant Finale i den herlige Skov ved Laurvig! Der er saaledes ingen Tvivl om at den vilde kunne voxe over de fleste sydlige Strøg af Agershuus Stift og ganske vist over Smaalehnene, Folloug og Ager. Egen findes spredt over Romerigernes vindhaarde Sletter; paa Mistbjergets Knæ staaer "Eidsvolds Fane", en knuddret Gubbe af en Eeg i den stenige Grund, med vel saa mange Aarhundreder paa Bagen, at den har seet Kirken bygges nede i Bygden, hvor St. Olaf hørte Ottesang før han drog afsted til Rings- ager og ødelagde Smaakongerne, og med en endnu ungdomsfrisk Krone, der sees vide over Dalen. Paa Næs paa Hedemarken ender Egen først, og da pludselig, saa Bøgen ved Laurvig, med en Skov paa Gaarden Hoels Mar- ker, saa herlig som i Old-England. Og Bøgen er Egens Frænde, ikke meget kuldskjærere end den. Danske Havetidende siger endogsaa, at den med Forkjærlighed vælger Stederne mod Nordost. Dette Aar var saa fortræffeligt for saadan Træsæd, at det vel neppe saasnart viser sig igjen. Bøgetræets mangfoldige Nytte, navnlig for Bødkere o. s. v., burde vække den Opmærk- somhed for dets Udbredelse, at man benyttede sig af denne Naturens An- viisning. Nu pege de tørre Grene Fingre ad vor Ligegyldighed, og Egernet pudser sin Snude i Toppen, gottende sig over at den har spist og samlet de Kjerner i Rede, som Menneskene ikke have brydt sig om.
  2. Byens Vaaben. Staaer paa Kirkegaarden.


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt