Min hustru

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Før, i din Jomfrulighed,
elskte Viv! før med min Eed
du dit sagte Ja troloved,
var du Engens Klokke liig,
der med yndigt bøjet Hoved,
mellem Græsset skjuler sig.

Vist Tilfælderne, de sære,
smaa, som Aandepust forsvundne,
Guds usynligen forbundne
himmelsendte Engle ere.
Thi et sligt Vidunderspil
førte mig iblinde til
dig, min Hustru, underbart,
som den vilde Bies Fart,
der igjennem Engen jager,
eller Sommerfuglens Nærmen
      i sin Sværmen
legende den Blomst opdager
      mellem Stene,
som bør smykke Bruden ene.

Nu, nu er Du, som min Viv,
rødmende og frugtbetynget
Brombærbusk, der fast har klynget
til det vilde Fjeld sit Liv.

Ha, hvad synes du da om
Dybderne derrundtenom?
Svimler, angest forat slippe,
svimler Du da over disse
Afgrundsdyb omkring din Klippe?
      Dermed maaler
den kun Høiden af sin Isse.
Somom Klippens Pande straaler
af en Herskers Højheds Fred
bævede de ere, med
Trældomsfrygt, til Foden ned.

Eller skrækkes du fordi
      Ravne fæle
sortne skrigende forbi,
      somom vare
de hiin Afgrundsdybdes Skare
hylende fordømte Sjele?
      De ei rokke
Klippens Ro med sine Flokke.
      De forhindre
ei, hvor højt de flyve op,
      Klippens Top
fra i stille Glands at tindre.

Der, paa Højden uden Læ,
der paa Ravneklippen rødmer
      dine Sødmer,
mit velsignte Livsenstræ!
Her, her ved et mandigt Bryst,
under fredsæl Pandes Dække,
hviler leende min Lyst,
glad og sikker som den kjække
Rødmende i Klippens Revne,
netop hvor (som om just der
haarde Klippes Hjerte er)
netop hvor, med frugtbar Evne,
smuldrende den har bered
Anemoners muntre Vrimmel,
Gentianers sunde Blod,
Saxifragers blege tyste
Tryllekreds et sikkert Sted,
for med dem at gjennemflette
Moseteppets bløde tætte
      Fløjelshylle
rundtom Brombærbuskens Rod.

Hvor maa Busken da forlyste
sig imellem Jord og Himmel!
Og hvor kan min Pande skræmme
dig med sine Skyers Hast,
naar du bort dem kan fortrylle,
deres vrede Rullen tæmme
med det søde Solskin i
eet af dine Øiekast?

Lad dens Skyer rulle hen,
hen som Voverne ad Vandet!
Lad dens Harm paa Brynets Hvælv,
      høj og fri
hæve sig og døe igjen,
gaae, som Bølgen i sig selv,
i sin egen Styrke under!
Thi hvad er de Skyer andet,
Panden saa omskumles med,
end kun Skygger af Sekunder,
som tilhøre Verdens Kivs
Døgnforløb, men ei vort Livs
altbegyndte Evighed?

Hvad, hvad var en Klippe, som
      ingen Afgrund sortned om,
ei af Ravnes Flugt ombeltet,
ei af Skyer overteltet?
Hvad en Mand, hvis Overmagt
var af Lavhed ei beleiret?
hvad, hvis ikke hans Foragt
raged over den iveiret?

      Men hvorledes
var vel Klippens Steilhed skjøn
uden Busken, som i Løn
i hiin Klipperevnes Ro
over Svimmeldybet fredes?
og hvorledes jeg vel fro
      i min Smerte
uden dig, min Viv, vedhjerte?



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt