Naar sand menneskekjærlighed findes i eders hjerter, da lader den eder ikke blive ørkesløse eller ufrugtbare

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

2. Pet. 1, 8.


See Drengen her, hvis Iil med Morgnens første
Straale hen til Heden farer, hvor
han seer de høie Tidsler vaie, for
af disses rødblaae Hatte Fjedrene
at plukke til sin Bedstemoders Pude.
Hans Kjærlighed til Bestemo'er ei mægter
den hede Solens Kraft og Sved, som dugger
den røde Kind, og svider ham i Øiet,
ei Aanden, som, langs Blomsterhavet, heed
og tørstig skjælver, smelte: ikke mægte
de hvasse Torne, røde af hans Blod,
og Myg og Frygten for at sætte, under
de tætte Blade, Foden i en Snogs
giftfyldte Ringe, jage Kjærligheden
for hans Moders Moder: den umættelig
udvider sig saalangt hans Øie naaer
vidt over Heden.

Hele denne Rigdom
af hvide Fjedre vil han plyndre, og
med Kjeppen ned de lange Fiender meie.
Men Middagssolen voxer allerede
fremover Skoven, dragende dens Skygge
og Blomstens Dug og Damp og Drengens Kræfter
som Skat til sig, og endnu seer han Heden
fuldvaiende af Tidsler rundtomkring,
og kun en liden Ring nedknæle dybt
for Seireren i Støvet, medens bag den
alt Eftermiddagsvinden reiser tusind
blegrøde Tidselhjelme høit iveiret,
som Slaver ikkun trodsende paa Mængden,
og blæser Dunen ham i Ansigtet,
som Oceanets Skum mod St. Helena.

Endnu hans Pose hungrer, og den lette
Duun hans Sved bedækker fast, mens Tidslens
Skygge Aftenssolen alt forfølger,
i Seieren voxende: mod Aftenvinden
de høie Tidsler sukke, saa han ræddes;
thi Dæmringen har graanet alting, og
den første Stjerne drukket alle Farver,
saa hele Heden synes ham et Hav
af reiste Snoge hvislende: hans Mod
de lange Skygger jage hjemad, dog
en Taare efterlader det paa Flugten.
"Ak Bedstemo'er" -- saa bryder frem hans Tale
af heftig Graad -- see her for Middagsmaden,
mit Blod, min Sved, den røde Sommerdag!"



Nu, troer du ei, at jo den gamle Moders
Kjærlighed udfylder Resten af
hans Kurv? og hvergang hun den seer, saa trykker
den bløde Søvn den Gamle ned, som i
en Gjesteseng, hvor Dune-Silkepuder
udaande Søvn om hvert et Ledemod,
skjøndt hver kan see, hun nikker paa en Træbænk
lænende den skarpe Albu paa
en Pinderyg? Jo sikkerlig. Du seer,
hvor lidet og hvor meget Drengen gjorde:
hans gode Villie plukkede den hele,
vidtstrakte Hede, skjøndt hans Kræfter rakte
den hele Dag ei mere end en Kreds,
femgange bredere end Armens Længde.
-- See her den Godes Liv, hans Kamp mod
Elendigheder, Sorger, Synders Æt,
sortvaiende henover hele Jorden,
mens Klager hvine gjennem dem. Hans Stræben,
den synes frugtløs, skjøndt den aldrig sov,
men avled frem, mens Natten rysted ud
sin klare Blomsterdug paa Marken, og
sin dunkle Sjeledug paa alle Dyr,
med Tanken om Elendigheden af
den Dag i Verden sat, som Stjernerne
begrov nu nys i Havet, Planer, som
med Solen reiste sig, i Hjertet bløde,
i Armen stærke, raskt til Kamp mod hine
Elendigheder, som nu ogsaa vaagned'
for atter nye Monstrer frem at avle.



Du for dit Venskab fordrer -- hvilken Priis!
en to-tre Vers paa' Rasmushanssons Viis;
men Vers for ham er ikkun Regnepenge,
mod mig er Muserne meer strenge.
Han hoster lidt og flux der strømmer ud en Versevilling:
jeg vrider mig og kaster op -- en Skilling.
-- Derfor min Ven! qvitteer, qvitteer!
der neppe kommer fleer;
og, kom der, saa, jo flere,
desmindre i Værd og Vægt de ere!



Paa min übel-Hübel 11. April 1828.

Henr. Wergeland.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt