Norges frihedsdag

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(17DE MAI)


Velsignte blandt Dage,
      paa blomstrende Skyer
til Norge tilbage
      fra Himlen du flyer.
Der stille du svævte
      blandt Engle i Løn
til Skyerne bævte
      og brast af vor Bøn.

I Høiden saa rolig,
      Velsignte, du laa.
Serafernes Bolig
      var Domen din blaa
til did ifra Jorden
      et Længselraab gjaldt:
da nedover Norden
      du straalende faldt.

-- Før Dagene dale
      til Jorden, om Gud
de spænde sig alle
      som Himmelhvælv ud:
som Englenes Telte:
      en Saliges Leir,
Hvor frigjorte Helte
      sig hvile paa Seir.

Dog blege og lave
      de Daglige staae,
og Sorgen liig Grave,
      de synkende, graae.
Men Stordaadens Dage,
      hver over sit Hjem,
de straalende rage
      i Himmelen frem.

Som Himle i Himlen
      se trefarv'de Tre!
De steg over Vrimlen
      om Louvres Palæ.
Af Mulm bygt, sig reiser
      en høi Sarkofag.
Den, blodige Keiser,
      er Warzovas Dag.

Se, over Bastillens
      Ruiner en Dag
sig hvælver i Himlen
       -- et Telt af Skarlag.
Naar fuldt af Serafer
      det Midsommergry
sig sænker, da raver
      Bastiller paany.

Ved Siden der blaaner
      akaciesvalt
blandt hine Pauluner
      et Lufttempel hvalt.
Der Washington hviler;
      men aarlig han paa
Amerika spiler
      det Julihvælv blaa.

Men mellem de Tvende,
      o Norge, din Dag
du øiner sig spænde
      trefarv't som dit Flag
til did ifra Jorden
      dit Længselraab gjaldt:
da nedover Norden
      den viftende faldt.

Da maatte vel springe
      de Straaler tilsidst,
som Aaret rundt tvinge
      blandt Stjerner den hist,
imedens til Jorden
      dens Længsel dog staaer:
til Folket i Norden,
      til Birkenes Vaar.

Sig Himlene dunkle
      af Jorderigs Vee.
Cheruberne funkle,
      naar Taarer de see.
Vor Længsel de hørte:
      det straalende Hvælv,
de boe i, da førte
      de ned til os Selv.

Paa Dagtinden luer
      Maisolen som Flag.
Som Taget af Duer,
      bedækkes du, Dag,
af Engle, som dale
      for aarlig engang
din Høihed at male
      for Norge i Sang.

-- Velsignte blandt Dage,
      du Selv er en Geist,
som kommer tilbage
      hvor Mindet er reist
om at du har levet
      i herlig Bedrivt,
i Norrige skrevet
      udødelig Skrivt.

Du blaaner deroppe
      som Skyggen du var
af Jøklernes Toppe,
      af Sjøen saa klar.
Du blaanende svæver
      som var du forvist
Gespenstet, der lever
      af Norrige hist.

Blaaøiet fra Høiden
      deroppe hos Gud,
du blikker til Bygden
      saa ømt som en Brud.
Men engang om Aaret
      med rødmende Sky
det Folk, du har kaaret,
      du kysser paany.

Du svinder; men kommer
      saa sikkert igjen
som Blomsten i Sommer,
      der visnede hen.
Som Ørnen fra Østen
      til Redet i Vest,
du kommer, naar Røsten
      dig kalder hernæst.

Du kommer at lære,
      som Ørnen sin Æt,
os Aandernes Fjere
      at løfte saa let,
at Norriges Sjele,
      de Henfarne liig,
al Aaret kan dvæle
      i Himlen hos dig.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt