Nytaarsnat

Under hviden Lin nu sover
sammen Kjærlighed og Had,
Glemslens Teppe bredes over
Aarets store Sengerad;
slumre skal de trætte Rækker,
til dem Morgensolen vækker,
til den store Morgenrøde
kysser Livet i de Døde.

Kiste ligger der ved Kiste,
lutter Livsenssnekker smaa,
som paa Verdens Hav forliste,
hvis Maskiner gik istaa;
mangen fyldt med Guld til Randen
saa den sank og drukned Manden;
mangen, hvor Idéen brændte,
saa den selve Snekken tændte.

Larmen af de røde Hamre,
som i Livets Esser slaa,
i de hede Hjertekamre,
tykkes nu kun fjerntfra naa
til de Kister, som sig rade
sorte her bag Aarets Plade, -
hvert et Værksted lig, som luktes,
og hvis Smedjeild udsluktes!