Sommerdag

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie, 1856

Og Bjerken og Løvhænget vugged med
      saa deilig og hvid en Arm,
at Kari hun sprang til det Legested
      og op i den grønne Karm.

Der sad hun paa hængende løvfuld Gren
      og gyngede sig og lo,
mens Solen kyssed de bare Ben
      og gav dem forgyldte Sko.

Og Stakken var gammel og grøn og slang
      i Laser om hendes Ben, -
ja fattig som Bjerken, hvis Løvslør hang
      og blotted den hvide Gren!

Men Heden saa tung over Dagen laa,
      at Kari hun slumrede ind,
i Solskinnet dyppes de Fingre smaa
      som halvtgjennemlyst Rubin.

Hun slumred . . . En Eventyrverden fuld
      sig vugger paa skjøren Gren;
hun drømte om Kongen i Purpur og Guld
      og glimrende Ædelsten.

Der saa hun et Guldslot og Kronen fin,
      saa funklende, som den var, -
ak, det var Refleksen af Solens Skin,
      der i hendes Øine skar!

Og Bjerkeløvet var Sengehæng,
      det skygged til Kinden hed,
og Luftningen vugged den Barneseng
      saa sagtelig op og ned . . .



Digte II (av Jonas Lie)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt