Til fru Elisabeth Wille

Dig, Ældste i min Slægt, jeg sender
min lille Bog med Digte i.
Maaske, naar Du dens Blade vender,
der drager Billeder forbi
af Slægtens Liv, som bedst Du kjender.

Du var jo med fra første Rydning,
da den sig Navn i Landet stred,
Du fulgte den i Livets Brydning,
i Sorg og Solskin fire Led, -
og Du forstaar den Kamps Betydning.

Ja ifra ham, som først sig vover
i Verden ud fra Storeli
og ved sin Aand tog Magten over
den Stad, han fattig drog indi,
som paa Elisenfryd nu sover.

Og til de Alle, der kom efter, -
Du har dem fulgt i Kjærlighed.
Du saa dem spilde ædle Kræfter,
Du saa og, hvor de trofast stred, -
og saa Velsignelsen derefter.

Op mod det skjønne og det rette
bar altid Aanden i vor Slægt.
I Livet gaar dens Mænd tit trætte,
fordi de klattre vil for kjækt,
og næste Led faar da fortsætte.

Saa tag da Bogen, som jeg sender,
der er Smaablomster indeni,
og deres Farve Du gjenkjender
fra Bakkerne ved Storeli;
thi Slægtens Aande i dem brænder.