Op Musernes Sønner!
Mel. Man sætter ei nøjet i kunstigt system.
Op Musernes Sønner! i festlige Chor
vi drikke til Musernes Ære!
Istemmer en Sang om bekrandsede Bord,
hver Muse en Skaal vi frembære!
Calliope først ? skjønt i Aften hun er
ei her paa sin rigtige Hylde,
dog jo, om jeg husker ret Fader Homer,
hun Glassene gjerne vil fylde!
Hvem kommer saa dernæst? — Euterpe ? bonjour!
Vor Sang, som den er, hun maa taale;
vel er hun lidt kræsen og griner saa suur,
naar Mandfolkestemmer kun skraale,
dog hurtig vi drikke nu vil hendes Skaal;
Hurra for Euterpe!
Og vil hun ei høre vor Vise med Taal,
saa lad hende fare, den Snerpe.
Thalia! du muntre og venlige Tøs!
kom hid og iblandt os tag Sæde!
Naar du er i Lune og ret slaaer dig løs,
da spreder du rundt om dig Glæde.
Men driv ei med Momus for stærk Maskapi,
ihi da kunde Enden let blive:
at Fru Melpomene sig blandte deri,
og hun kunde let dig fordrive.
Naar Vinen i Hjernen først driver sit Spil,
og her bliver drukket og Sjungen,
da kommer strax Frue Polyhymnia til
og løser os Baandet fra Tungen.
Høit svulmer da Talens den brusende Fos,
som Alting med Vælde betvinger;
men da af Fru Clio udbede vi os,
hun Ordet ei videre bringer.
Erato, Terpsichore! Eder vi vil
kun med Complimenter traktere;
thi hvor I skal dyrkes, der Piger maa til,
og disse i Aften manqvere.
I Julen vi komme vel engang paa Bal,
da vil vi Jer prise og takke;
men her vi kun prise den fulde Pokal, —
I altsaa Jer gjerne kan pakke.
Nu see vi i Salen kun kunstige Skin
af Tællelys sig at udbrede;
men kommer først Vinen i Panden ret ind,
og fæster i Hjernen sin Rede:
da bliver hvert Lys til en Stjerne saa skjøn
som Himlens de lysende Prikke,
og da er det Tid for hver Musernes Søn
Uranias Skaal at uddrikke!