På sangertog

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Henrik Ibsen

Frem gennem holmernes række,
den hellige skinnende dag,
damper vor stolte snekke,
pyntet med hundrede flag.

Ungdommens sang inden borde,
jubel fra bryst og mund,
vælter sig vidt over fjorde,
fylder de trange sund.

Fremmest i stavnen klinger
hornets og tubaens slag.
Kirkeklokkerne ringer; --
dem hører ej Strilen idag.

Han hører ej klokker kime,
han glemmer sin salmebog,
han glemmer højmessens time
for sangernes søndags-tog.

Men, tro mig, som der han sidder
og undres og stirrer ud
over de tonende vidder, --
han er ikke langt fra Gud.

Han skønner ej togets tanke,
véd ej, hvad slig færd har voldt, --
men kender nok blodet banke
i veksling, snart varmt, snart koldt.

Han letter sig fra sin tue
derborte på næssets knat;
og sangeren svinger sin hue,
og Strilen tar til sin hat.

Gennem leden, skaldet og nøgen,
vi stryger på rullinger blå;
han sidder og ser efter røgen
så langt, som øjet kan nå.

Vi flyver med flagrende faner,
vi synger os fuglefri;
han sidder igen og aner:
nu strøg noget stort forbi.

Vi stævner til strålende fester
med blomster og lampe-skær;
han kender ej andre gæster,
end alvorets tause hær.

Og dog, lad det aldrig dig nage,
du hindred hans kirkegang;
visst tog han fra mødet tilbage
en afglans af lys og sang. --

Se, slig skal vi brødre, vi unge,
på livsfærden, festlig og rig,
vidne med vækkende tunge
langs landet i bugt og vik.

Der er ej så taus en hule,
lidt genlyd ejer den jo.
Vi er som de sjungende fugle
med frøkorn i næb og klo.

Hvorhelst end vingerne stryger,
langs fjeldryg, som lavt over fjord,
et frøkorn fra flokken fyger
til trivsel i længtende jord.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt