Romance

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
EFTER SKOTTEN DERWENT CONWAYS UDSAGN
OVERSAT FRA "HØINORSKT"

(Mel. af Elverhøi).


Til det Sted, som vel Skjøn-Signe vidste,
      rap og stil som Maaneblink paa Sjø,
monne hun en Aftenstund sig liste.
      Dog Ung-Eistein var der før sin Mø.
Havde Signes Moer blot vidst hvad Ondt som traf,
holdt hun hende hjemme, stængte Døren af.
            Ho! ho! ho!
      Mellem Lommens Skrig
nu maa Skjøn-Signes Klage blande sig.

Tyst de høie Graner stod som ahnte
      de med Angst en Ufærd i den Nat.
Førend Maanen saae fra Aasen, bante
      Signe did sig gjennem Lyng og Krat.
"Nu, Ung Eistein -- raabte Bjergmand blaa fra Fjeld --
laan mig Huen din og Trøjen din iqvel!
            Ho! ho! ho!
      Mine Graner mig
vise, at En vil komme denne Stig."

"Bagom Siljurne ved Sjøens stille
      Bredde ligger bunden Baaden din.
Før du midtpaa naaer, med Guld jeg vilde
      lade den, blot var din Hue min.
Laan mig Trøjen svindt og røden Hue; thi
vist et Støvets Barn hun holder mig deri.
            Ho! ho! ho!
      Det er vor Contract.
Kjøbet jeg holder altsom det er sagt."

Eistein støder alt fra grandækt Fjære;
      under stjernet Himmel roer han paa.
"Signe" -- sang han -- "Bergmands Kjærest være,
      bare jeg hans Skatte kunde faae."
Som han utpaa kom, ved stjerneklare Nat
seer han paa Tilje høine sig sin Skat.
            Ho! ho! ho!
      Kinden vel var bleg.
Øiet dog flammed altsom Skatten steg.

Ve ham! med hvert Aaretag jo stiger
      Guldets tunge Dynge under Toft.
Mod sin Æsing stedse Baaden siiger.
      Geisten holder tro hvad han har lovt.
Bølgen pibler ind. -- Forgjæves hev han ud
Guldet hvorfor han saa falskt har solgt sin Brud.
            Ho! ho! ho!
      Geisten Signe fik.
Eistein tilbunds tilbunds med Guldet gik.

Men den fule Bergmand evigt fæstet
      har ved Brudering Skjøn Signes Tro.
Thi, at Skikkelsen, som hende gjæsted,
      var Ung-Eistein, tænkte Pigen jo.
Under Berg og Sjø den Bryllupsfærd drog frem.
Solen randt. Til Moer Skjøn-Signe kom ei hjem.
            Ho! ho! ho!
      Mellem Lommens Skrig
Hvinende løfter Signes Klager sig.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt