Til Sylvan

Paa Grændsen mellem Liv og Død
      vi mødtes førstegang:
paa sidste Stribe Snee, der flød,
      en Blegnen liig, paa Vang:
paa sidste Blink af Iis, det blaa:
paa første Smiil af Grønt, hvorpaa
      en Lærke gjør sin Sang.

-- Paa Grændsen mellem Liv og Død?
      Ei Vaar, ei Vinter da.
En Jevndøgnsdag vi mødtes -- ja!
Og under første Haandtryk brød
en Funke frem af Jordens Glød
      i første "Farfara."

Og liig det Smiil, der bævred om
      Pygmalions Staty
(det Drømmesmiil før Livet kom),
fremzittred paa den blege Vang
(der hvor vi mødtes førstegang)
      en "Anemone" bly.

Det var i Martsviolens Skjød
       -- det lille Himmelhvælv --
at vore Sjæle sammenflød,
at vi med Vellyst sammengjød,
      Sylvan! Sylvan! vort Selv.

Det var en skjøn Secund, min Ven!
      vi mødtes førstegang,
som ei tilhørte Tiden, men
os Selv alene; og af den
      en Evighed fremsprang.

-- Det vaarer paa. Det somrer til.
      Fra Jordens mørke Skjød
udgnistrer alt dens indre Ild
i "Løvetand" og "Tormentil"
      og i "Ranunklens" Glød.

Men kan din kolde Barm, o Jord,
      fremskabe saadan Pragt.
-- Sylvan, forvist meer fager Flor
fremtrylle vi for Os af vor,
      ved Aandens Skabermagt.

En dunkelblaa "Hepatica"
      her af min Sjel udsprang.
Thi der, Sylvan, blev Foraar, da
      vi mødtes førstegang.