Rouget de L'isle
MARSEILLAISENS DIGTER. DØD I JUNI 1836.
Gaa, Klerk med din Monstranz, forbi hiin Hytte!
Thi der for vist din Hjælp er uden Nytte:
Derinde en Republikaner dør.
Han dig ei meer behøver nu end før.
Bedre han betragter neppe
Dogmerne, du breder ud,
end et tantbemalet Teppe
mellem Mennesket og Gud.
Arme Republikaner!
Kongen vil ei at han lever,
Præst, saa lad ham dø i Ro!
Du har fordømt ham. Vil du nu da være
et Vidne til at Djævle bort ham bære?
Gaa, hent din Konges Trælle da, at de,
hvor fattigt dog hans Leje er, kan see!
Andre Djævle kjende Disse
ei end Armod og dens Skam.
Vil den Døende du vise
Djævle, hine viis da ham:
Arme Republikaner! etc.
Men saa du klart som Han, hvis Øje brister
før end Minuttens Klang sit Echo mister,
og hørte du saa fiint, som han, der alt
det Suk ei hører, som man ei fik qvalt:
Himlens Herligste opdaged
om hans Seng du da i Rad.
De med Messer ham ei plaged:
hans Marseillaise de qvad.
Arme Republikaner! etc.
Rouget de l'Isle? Nu! Faa kun Navnet kjende
paa Ham, hvis Ord paa Verdens Tunger brænde.
Marseillaisens Skjald? Ja, Han det er,
som nu just dør i Hytten hist af Leer.
Tys! Han reiser sig og lytter.
Thi Marseillaisen klang
ifra en af Byens Hytter,
og han smilte end engang.
Arme Republikaner! etc.
Fra Hytterne? Blev Krist ei født i Stalden?
I Hytterne dens Sejerssæd er falden.
I Massens store Hjerte er dens Hjem.
Engang endnu derfra den voxer frem.
Meer dens Fryd og Rædsel toner
fra en Bondes Violin,
end naar den en Hærs Gongoner
buldre til Oboers Hviin.
Arme Republikaner! etc.
Hvor mat den Haand, som i hiin Nat ved Floden[1]
en Lynild greb og skrev saa dermed Oden!
Hans fattige Værtindes Kys og Graad
afvexlende giør Haanden tør og vaad.
Du, du veed det bedst, Therese,
om hans Hjerte ei var godt.
Seer i hans Marseillaise
du Geniets Glands da blot?
Arme Republikaner! etc.
Igjennem Vindvet klattrer Kaprifolen.
Hun bød det skulde aabent staa for Solen.
Mod den, mens Læben rører sig, han seer.
Den sank. Rouget har smilt, og er ei meer.
Over Lejet nu, utæmte
Ranker, snoer jer sammen til
Digterkrandsen, Verden glemte
for den døende de l'Isle:
Ædle Republikaner! etc.
Kun eengang qvad Han. Ja, saa bør det være.
Har Musen meer end een jomfrulig Ære?
Den gav hun ham. Det Bæger søndersprang,
hvoraf han drak sin Ild den ene Gang.
Eengang! Ak, hver Rimer bryste
kan sig nu med Ret. Men hvad
Genien hvisked, som ham kyste,
var Marseillaisens Qvad.
Ædle Republikaner!
Republiken skal dog leve.
Derfor kan du dø iro.
Merknader
- ↑ I sit Telt ved Rhinen skrev Rouget en Nat Marselljanerhymnen.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer