Gregers Fougner Lundh

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Cross.png
(PROFESSOR VED NORGES UNIVERSITET)


Kom naar du vil, du kjære Geist!
ved Nat, ved Dag, naar Gry er tændt,
naar søvnig Busk sig nys har reist,
      naar Blomstens Drøm er endt.

Da seer dens Top med duggklart Blik,
(Som du nu hist) at Verden staaer,
skjøndt den i Aftnens Ild forgik,
      meer herlig end igaar.

Da aabner til Haleluja,
af Sylfer hørt, sig Knoppens Mund.
O lyt du Geist, og bring mig da
      det Qvad en Morgenstund!

Kom, kjære Skygge, naar du vil!
Ei at jeg seer dit Legems Ve.
Det ligger der i Gruus og Ild,
      din Stoiskheds Trofæ.

Men jeg vil see din Sjel, din Sjel,
Gemyttets Form, jeg elskte saa.
Trohjertighedens Hjerte vel
      jeg deiligt tænke maa?

O blott den Skulder, hvori prægt
din stærke Mandighed nu er!
Et Bjerg jeg tænker mig, bevægt
      dog let som Svanens Fjer.

Og ejer Himlen Farver, vil
den ødsle hele Pragten væk,
forvandlende til Sejerssmiil
      dit sidste Smertestræk.

Det tvang ei Flammen frem, som var
mod Gløden i din Sjel kun svag,
fordi man giftbesvangret har
      hvert Norges Aandedrag.

Dets Fryd skal være taus, dets Flag
i egen Luft ei vaje tør.
Som Slangen gjemmer sig dets Nag,
      der sover, men ei døer.

Den Smerte var din sidste; men
      for Norges Tusinder den er
den første, naar hver Dag igjen
      gaaer op med sit Besvær.

Kom naar du vil, du kjære Geist!
Ved Nattens første Hanegal,
i Laget, naar jeg mig har reist
      med Minniets Pokal.

En Præken holde vil ei Du
om Skjebnens Lune, Dødens Gru.
Men hvisk mig endnu Sjel til Sjel
      et venskabsfuldt Farvel.

Nu er det Nat, nu er det Tid.
Belyst af Lampen bøjer sig
berusende en dødninghvid
      Jasmin henover mig.

Hvor stirrer jeg! Ak, meer min Hund,
som gjøer idrømme, seer end jeg.
Hvor tom er denne Midnatsstund!
      hvor dum dens Rædsel ei!

Men Du gjør ret, som haster bort,
saa freidig hist, som her Du var.
Dig ventede i Dødens Port
      jo Skyggen af din Far?

Med hans foreent sig har din Sjel
som Flamme slog i Flamme ind
i Branden, der dit Legem vel
      betvang, men ei dit Sind.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt