Skyen og jorden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Skyen


Jeg skjuler Solen, alle Himlens Stjerner
fordunkles, naar jeg folder ud min Magt.
Hvor bange, bævende som Offerterner,
de svøbe dybt i Flor sin lyse Pragt!
En Skræk for Store, som for Mindre, baade
jeg Jord og Himmels Skjæbne jo kan raade.

Jorden


En vældig Herre! Opblæst er din Krop;
af Veir og Vind og Vand og Dunst fyldt op.
For Vinden springer du som Haren rapt.
Om Natten skræmmer du en Vandrer knapt.

Skyen


Jeg skræmmer Alt, som ejer Liv og Aande.
Du selv dig seer, min gamle Ven, i Vaande,
hvis Regnen af mit Skjød bestandig flommer.
Og sparer jeg paa Næring, døer din Sommer.
Hvad er vel Sol og Maane imod mig,
naar jeg mod dem erklærer Krig?

Jorden


To Himmellys endda! Du Sky,
en Taage, kun en Dunst, som svinder.
En føje Stund du gjør vel Gny;
men siden Ingen meer dig minder.



Moral:
Du Lykkesøger med de store Planer.
      Du ogsaa for et Øjeblik
      den Evne og den Lykke fik,
at blænde Jordens smaa Sultaner;
men dine Luftkasteller og du Selv
opsluges snart af Glemsels Elv.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt