Stigen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Hvorhelst man flere er end To
      man meget sjeldent kan forliges.
      Der trættes maa og der skal skriges.
      Ja mellem Gifte vil man finde,
            at selv det lille Tal af To
      er nok til Endskab paa al Ro.
Ifra en Stiges Trin, fra hver en Pinde,
            blev hørt engang
slig Larm, at Alle kunde mærke let,
at Tvisten var imellem dem om Rang
                  og Fortrinsret.
Det Trin, som højest sad, højt skreg
paa højst naturligt Privileg
at være et Slags Øvrighed
for dem, der fandtes længer ned.
"Hvem er saa blind, at han ei øjner,
hvor grændseløst sig Frækhed højner!
Det Snak om Liighed, Nogle føre,
og Andre elsker saa at høre,
      er jo urimeligst af alt
hvad "sund Fornuft" (haha!) har talt
      og tænkt af Galt.
Blot først og fremst man har iminde,
at Skjebnen just har anbragt der,
hvor bedst han passer ind, Enhver!"
"Med Permission" -- faldt ind en Pinde --
"med Permission, ifald jeg torde.
      Jeg vilde blot paaminde jer,
at man af samme Træ os gjorde.
Af reen Hazard I jer deroppe seer."
-- "Kanske" -- saa lød den Højes Svar --
"Men engang over jer man sat mig har.
Det er min Ret, og Tiden, som paa Jorden
gjør helligt alt, har hellig gjort og den.
Og I, for seent I komme, for igjen
at styrte om den engang gjorte Orden.
Nu holder Kjæft I Pinder!
Og jer i hvad der gjort er engang, finder!"
Tilfældigviis forbi en Viismand kom,
og standsed ved det Skrig og Skraal i Gangen.
Og med et Greb han vendte Stigen om,
Da blev der Slut paa Trætten og paa Rangen.


Se også: Stigen (moderne språk)



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt