Spaniolen paa havet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
(Hav. Morgendæmring. Spaniolen i sin Baad for fulde Seil udefter fra Spaniens Kyster, der blot vise sig som en Taagestribe).


Spaniolen


Nu mit Hjem er hine Taager;
      dette Øde er min Verd,
mine Venner vilde Maager,
      uden Fiender mit Sværd.
      Vaagen Slummer,
      Lystig Kummer,
      Hjerteslag og Skyggefærd.

Dog bag hine Taagestrimler
      Spaniens Storhed sidder stum.
Maagen flyer mod bedre Himle.
      Sejer Sværdet synger om.
      Foran Baaden
      slynger Fraaden
      Straaler i de øde Rum.

Bag de Taager Laurer skinne.
      Dem i vaagen Drøm jeg bandt
om mit frelste Spaniens Tinde,
      naar mit Sværd sin Fiende fandt.
      Sorgen dulmer,
      Kraften svulmer,
Drømmens Liv er skjønt og sandt.

Manden midt paa Oceanet
      skyder Aandelyn dog did
hvor den Frihed, Vej han baned,
      sidder lænket end en Tid.
      Bær, du Høje,
      Tidens Bøje
      til din Frelser iler hid!

Speid, da Frihed, lænkebundne,
      over Havet, til du seer
dine Frelsensstjerner rundne,
      din Befriers Bramseil der!
      Kast din Lænke,
      Ærens Enke!
      Hjem din Mand da kommen er.

Bue mellem Jordens Helved'
      og dens Himle, Bølgen, der
mellem Fri og Trælle hvælvet
      Frelsesbane stedse er,
      bær til Spanien
      fra Britannien
      og fra Gallien Frelsens Hær!

(Kongens Genius farer over Havet i et Uveir).


Derfor, Drot, dit Had du sender
      ud paa vilde Ocean:
ad den Vej den Frie vender
      atter til sit Fædreland.
      Fraad da, Bølge,
      Æresfølge
      for en fredløs Frihedsmand!


(Bygeskyer taarne sig. De drive lynende henover Havet. Midtimellem dem synes som et krængende Skib, med Kongens Genius tilroers, at styre løs paa Spaniolen. Et andet, med Dronningens Genius, under trefarvet Flag, synes at bruse netop imellem, og at bore det isænk. De forsvinde begge under et Brag som af to mod hinanden bristende Skyhoser. Spaniolen skjærper Seil).



Fries Sejl er Aandevinger.
      Du i Hvirvl paa Tidens Hav
som en Skyggesnekke svinger,
      Trælledrot, som veed ei af
      at det daged
      under Flaget,
      plantet i Bourbonners Grav.

Se, det gav, i Lynglimt tvende,
      Tyranniets Dødssalut!
Disse Farvelyn skal tænde
      Thronerne ibrand tilslut!
      Naar de falde
      sammen alle,
      Jord, da har du kjæmpet ud!



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt