Til Frithjof

Fossen synger den haarfagre
Birks Roes, som bøier sig over den,
liig de duftende Lokker om Elsklingens
      hvide Nakke.

Eller liig naar en Guddom sig
høi over Melkeveien hæver, at
see, om Stjernerne tumle sig inden de
      mørkblaae Skranker.

Birk, din Haarlok er vaad? er det
Dug eller Graad ved at see dine
kjære Bølger at knuses i Klippernes
      sorte Arme?

Bølgen styrter, og møder med
Sang Døden, sukkende for at ei
meer den vender tilbage, hvor nylig den
      sov blandt Blomster.

Seer du ikke en Bølge, en
hvid Svane liig, hvor den kommer at
dække Søstrenes Død, og i Afgrunden
      selv at synke?

Aldrig mangler Du Sang og en
klar Dugg, der skjænkes dig, Birk, til en
Arv, da trofast og bøjet du staaer ved det
      sorte Leje.

Frithjof! Du er min Birk, jeg en
hvid Fos, som knæler ved Foden -- o
liig en sløret Slavinde for Saladins
      grønne Turban.