Til hds. M. Enkedronning Josephine

Hil! - som hin lystændte Aften i Vaaren,
dengang med Oscar Du togede ind,
seirende skjøn og af Jubelen baaren
og som et Eventyrdigt for vort Sind! . . .
De, som da hilste, mens Glædesbaal lued,
det var et Folk af sin Livskamp end blegt,
og i din Ungdom sin Fremtid det skued,
knytted sit Haab for dens Vækst til din Slægt.

Nu, - efter mangelund vekslende Dage, -
strømmer de glad under Fanerne frem,
hilser sin Dronning i femti Aars Sage,
takker den Moder, de havde i dem,
véd, at hun fryder sig i, at det vaarer, -
Faner som Blomster i Engene staa;
- rask som et Skib med solblinkende Aarer
stevner vort Land imod Fremtidens blaa.