Traverbanen

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Kaare fra Næs stod høit i ry
baade for kløgt og kjæmpekræfter;
hvor han drog hen, i bygd og by,
kunde det spørges længe efter.
Kaares hest var hans bedste eie,
let under sadel og sterk for læs.
"Denne blak," sa' Kaare fra Næs,
"løber nok helst fra folk paa veie."

Gamle Harald paa Berg i Flaa
hørte saa nødig Blakkens rygte;
thi hans ganger, den abildgraa,
Grane kaldet, sin lige søgte.
Nu var den som sin eier ældet,
viste dog end sin traverhu,
sprang for slæden og trak endnu
mønsterploven i prestegjeldet.

Haralds plov, som var kunstigt støbt,
kosted sin herre svære penge;
Kaare fra Næs, da den blev kjøbt,
havde nok overbudt ham længe.
Ploven laa under svalegangen,
og naar Harald blot saa derhen,
husked han, hvad han gav for den,
holdt den lønlige nag ham fangen.

Harald sad som en jarl paa Berg;
rig var gaarden og sommerfager,
mørk af graner paa hei og bjerg,
lys derunder af eng og ager.
"Her," sa' Harald, "skal ei staa skifte;
Anne, min datter, arver det alt."
Derfor var det jo og, hun gjaldt
vidt omkring som det bedste gifte.

Tref du Anne, da slog du let
alt hendes godt og grund i glemme;
bedre arv af en gammel æt
bar hun i aasyn, vekst og stemme.
Alle tanker, som adle kvinden,
gav hende gunstige norner ind;
derfor fik hun saa sundt et sind,
lyst som blodet i rosenkinden.

Havde hun end kun liden ro,
idelig søgt af frierfærden,
en hun kjendte, som gjæv og tro
var hende kjær for alt i verden.
Anne valgte blandt ungersvende
Kaare fra Næs til fuldtro ven,
og saa satte han trygt igjen
hele sit livsens haab til hende.

Gubben paa Berg blev vrang og tvær,
hver gang han hørte Kaare nævne;
derfor just med sin hjertenskjær
havde hans datter lønligt stevne.
Altid skjermet af tugt og ære
stod deres møde ved dag og kveld,
og saa kunde de tvende vel
sorg betvinge og haabet nære.

Julen, den glade høitid, kom;
sneen laa dyb paa vei og tue;
mangen en hal, der nys var tom,
blev nu en gjestmild gildestue.
Rigt efter gammel skik i Norden
Haralds arne var smykt og tændt;
nu som bedst paa den høie skrent
brammed hans gaard ved Krødrenfjorden.

Og blandt gjester i gubbens hal,
samlede tæt i flok og række,
stod han selv som en tømmertall
over de lave graners hække, -
stor av vekst og af lykkens gaver,
herre til al den mark og skov,
eier af bygdens bedste plov
og af den vidtberømte traver!

Det var kveld, den anden dag jul,
snever og kvalm blev gildestuen,
ei var sparet paa øl og sul,
mægtigt flammede arneluen.
Udenfor paa de øde stier
skinnede maanen festligt smukt,
glimrende hvid laa Krødrens bugt
under de steile birkelier.

Harald sagde: "Det er en gru
støt at sidde i arnevraaen;
bedre var det, om godtfolk nu
prøved et trav med mig og Graaen.
Nu er det just en tid for Grane:
Krødren ligger saa trygt og glat.
Over til Næs gaar løbet ratt,
d e r er den bedste traverbane."

Men blandt gjesternes gangerflok
fandtes ei dyr af traverblodet;
rige Harald vidste det nok,
derfor hos gubben voksed modet.
Og han raabte: "I lovlig orden
sætter jeg op en pris af mit;
den, der vinder, tør tage frit,
hvad han kan bære selv af gaarden."

Men det lød jo som skjemtens ord;
her var paa kapløb ei at tænke.
Lystig dog over islagt fjord
syntes en fart fra hallens bænke.
Harald skulde i spidsen fare
over til Næs og hjem igjen,
Harald, kaksen blandt bygdens mænd,
fulgt af sin glade gjesteskare.

Men da nu fra den høie vang
gangerne nedad kleven førtes,
lød der fra Krødren bjeldeklang,
fodslaget af en traver hørtes.
Og nu kjendte de svøbeknaldet -
ja, det var efter alles dom
netop Kaare fra Næs, der kom
hid med Blakken, som han var kaldet.

Tænk dig saa, hvilken leg og lyst
gjesterne fik med ett paa isen;
alle raabte med samlet røst:
"Harald, se nu først gjælder prisen!"
Harald saa nok, at her var fare,
og han skjulte til nød sin frygt,
vilde dog helst med snedig kløgt
lægge for Kaares fod en snare.

Og han sagde: "Lad Kaare gaa
fluks til min gaard og prisen tage;
vinder da nu min abildgraa,
bringer jeg byttet selv tilbage."
Harald tænkte: "Han var forvoven,
og han henter jo vist min plov;
kleven er slem for sligt et rov,
og der styrer han nok for ploven."

Kaare ham tog paa ordet flink,
iled til Haralds gaard med glæde.
Harald under den mørke brink
sad imens i sin traverslæde.
Midt i gangernes flok ved stranden
stod paa sprang de vælige to,
hakkede is med skarpe sko,
og man saa, de forstod hinanden.

Kaare var snart med sikker fod
kommen tilgaards ad klippetrinnet.
Oppe paa tunet Anne stod
fager og lys i maaneskinnet.
Studsende glæde greb de tvende;
hurtigt veksledes blik og ord. -
Kaare fra Næs var sterk og stor,
og paa sin arm han løfted hende.

Medens han bar sin brud afsted,
hørtes fra isen gny og latter.
Klippernes skygge, dyb og bred,
skjulte dog ham og Haralds datter.
Og saa var han med ett i laget,
satte i slæden fluks sin skat,
stod paa meien, grab tømmen fat,
varsled sin blak med svøbeslaget.

Gamle Harald fór heftig op,
fandt nu tilgavns sin jul besværlig;
medens han skreg forgjæves: "Stop!"
vrinskede Grane kampbegjærlig.
Bjelder rasled og laget støied,
gangerne fór afsted paa strand;
med et ryk, som i slutted spand,
trak de tvende i sæletøiet.

Og saa gik det i uhørt fart;
bagud laa alle Haralds gjester;
men det kjendtes i løbet snart,
hvo der i denne færd blev mester.
Hvinende fløi paa Krødrensletten
snoen fra nord om Annes kind;
Blakken, der selv var rap som vind,
bragte sit herskab først paa pletten.

Da saa gjesternes flok kom til,
blev for den gamle legen værre,
og der holdtes et efterspil
endnu før nat hos Granes herre.
Ei han kunde i al den gammen
skille med magt de tvende ad,
allermindst da med stevets kvad
laget i hallen sang dem sammen.

Og i bygden, fra gaard til gaard,
hørte man siden stevet vandre;
og skjønt gubben paa Berg var haard,
maatte han snart sit sin forandre.
Lysning fik inden paaskefesten
Anne med den, hun havde kjær,
først i sangen af en og hver,
saa i kirken af sognepresten.




Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt