Ved Astas og Daniels bryllup

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Paris, 6. Juli 1891.)

av Jonas Lie

Maria Guldsko og Vianvang
og Hjemmets Susen i Sancthansen
og Klokker blaa i min Brudesang
og vilde Blomster i Kransen.
I Sommersvimlen selv en Siljuvaand,
nu Asta Dansen træ'r ved Daniels Haand.
      Ja, naar én faar
      den én vil ha',
saa er det morosomt at leve.

Jeg foresynger ei Livsmoral
og Dydens Regler og Fagter,
i Kjærligheden er Fryd som Kval
og Ild og farlige Magter.
Jeg vil kun ønske saa godt; jeg kan,
Gud bjerge Eder for Ildebrand
      vare den stilt,
      passe den snildt,
saa blir det morosomt at leve!

Og, er i Bruden lidt indisk Blod
og Øienfryndserne dunkle,
lidt af en Strøm der af Ganges Flod,
hvor Minareterne funkle,
saa kan hun drømme, saa hun forstaar,
som Eventyr, hvor hans Tanker gaar -
      Ja, naar én faar,
      den én vil ha',
saa er det morosomt at leve.

Og, om som Gave han Fjernsyn fik,
og lærd, saa Fyrbaaken skinner,
der ligger mer i en Kvindes Blik,
end hundred Granskere finder.
Gaar Forskerveien trang fra Tvil til Tvil,
der er sligt Hvil i et trofast Smil
      Og, naar én faar
      den én vil ha',
saa er det morosomt at leve.

Maria Guldsko og Vianvang
og fagre Blomster og vilde,
lidt Skjælv af Graat i min Brudesang
og Hjemmets Tanker de stille.
Hør, - Daniel Isaachsen og Asta Lie,
det klinger rent som en Melodi!
      Ja, naar én faar,
      den én vil ha',
saa er det morosomt at leve.



Digte II (av Jonas Lie)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt